Her til morgen kom en person brasende ind i Den Anden Avis’ redaktionslokale og udbrød følgende:
”Alle Facebookere oplever sig selv som kendte og kan slet ikke forholde sig til folk som kan noget.”
Den jourhavende journalist brød ud i et smil.
Jeg tror ikke du har ret! Skrid lige!
Ytringsfriheden er helt anderledes end man sædvanligvis tror. Vejen til det helt enorme talerør som nærværende tidsskrift udgør i danskernes vidtforgrenede kollektive neurale netværk er nærmest uendelig for en klaptorsk.
Personen smed sig selv på porten og journalisten kunne dermed samle sine tanker om et regiment soldater som havde stukket sig på den samme torn. Soldater er lidt mindre end journalister og dette forhold satte journalisten i stand til at løfte sergenten Kip Labskovskovs op på bordet, hvor han satte sig til at vente med sin mobil foran sig, mens journalisten tilså soldaterfødderne.
Det virkelig morsomme indtraf da tornen kom brasende ind i lokalet og klappede i hænderne. Tornen modtog de fortjente klapsalver og jublende tilråb. (”Tak fordi du har vækket os, din krysantemumbombe!”, ”Din gara!” og ”Din gara-gara!”)
Så var der brasede kartofler til alle! Selv den uindbudte person der så hårdt var blevet afvist spiste med ved bordet og krøllede sin serviet mod mundens uforlignelige lukkede hul: ”Jeg er træt af det gode rugbrød.”
