Home Non-categorized ”Jeg vil ikke være på røven, når jeg læser et kunstværk”

”Jeg vil ikke være på røven, når jeg læser et kunstværk”

1285

Brando Dalfrøcies: ”Jeg vil ikke være på røven, når jeg læser et kunstværk”

Tvæt Maradjøngade: ”Du er så skide højrøvet at du ikke kan undgå at være på røven uanset hvor du kommer frem.”

Brando Dalfrøcies: ”Bwahaha!”

Tvæt Maradjøngade: ”Hihihihi!”

Brando Dalfrøcies: ”…”

Tvæt Maradjøngade: ”Jeg vil heller ikke være på røven, når jeg læser et kunstværk”

Brando Dalfrøcies: ”…”

Tvæt Maradjøngade: ”Hihihihi!”

Brando Dalfrøcies: ”Bwahaha!”

Tvæt Maradjøngade: ”Nå.”

Brando Dalfrøcies: ”Ja! Hvad var det vi skulle udtale os om?”

Tvæt Maradjøngade: ”Punkt 1: Lad os gøre digtet uegnet til oplæsning.”

Alle samtidens digte siden jeg-ved-ikke-hvornår har været egnet til oplæsning for et publikum. Deres musiske komponent er så stærk. De næsten taler med en kropslig stemme. Teksten står så stærkt at den bryder ud i sang.

Tvæt Maradjøngade: ”Sådan maler jeg ikke.”

Maler?

Tvæt Maradjøngade: ”Skriver.”

Sig mig, ved den torskepande ikke om han skriver eller maler?

Brando Dalfrøcies: ”Bwahaha!”

Lad os gøre status endnu engang og tage en kop kaffe.

Tvæt Maradjøngade: ”Tak.”

Brando Dalfrøcies: ”Bwahaha!”

Hvis digtet ikke egner sig til at blive læst op er det en uting, for så kan man ikke sende det ind til et tidsskrift eller trykke det i en bog. Man kan ikke engang tale om det. Og når man ikke kan tale om det kan man ikke forholde sig til det eller vurdere det.

Tvæt Maradjøngade: ”Jeg har gennemført første etape af et meget ukonventionelt projekt. Det er mit livs første egentlige succes på det intellektuelle område og jeg er meget tilfreds.”

Savner du ikke anerkendelse?

Tvæt Maradjøngade: ”Drømmer om den.”

Hm.

Tvæt Maradjøngade: ”Hahaha! Det er vældig krukket af tiden at folk projicerer behovet for anerkendelse i det daglige som kendes fra parforholdet over i kunstens sfære. Det må være fordi tiden ikke aner en skid om parforhold, jævnfør alle de enlige. Se på menneskeslægten! Vi har levet som nomader! Lykken som en meget fjern drøm. Kunstnerisk anerkendelse får jeg fra Else. Hver dag. Hver dag! Hver dag! At hige efter blåstempling når jeg bare er ude efter to ting, nemlig sjov og eventuelt nye ideer er så ordinært. Krukkeri er så ordinært. Så almindeligt.”

Jo men formløshed…

Tvæt Maradjøngade: ”Jeg skriver ikke om alt på enhver tænkelig måde. Det er usandt.”

Det lyder som en leg for dig.

Tvæt Maradjøngade: ”Leg.”

Men en leg hvor det resulterende kunstneriske produkt er et halvt stykke brækket modellervoks og et dårligt foto af en barneryg og noget fedtet modlys. Hvor man netop ikke mærker legens intensitet, koncentration, udveksling og åbenbaring.

Tvæt Maradjøngade: ”Du kender den rigtige beskrivelse af leg, men leg er noget som børn kan finde ud af og lære os voksne. Selve det at finde på en masse beskrivende ord for hvad leg er, finder jeg sentimentalt og forskruet.”

Kan man være god til at lege?

Tvæt Maradjøngade: ”Hele ens væsen kan være opfyldt af leg. Lige så det bobler. Lige så man skal lære at holde igen, vare sig, lytte og alle den slags i og for sig gode voksenting.”

Men hvorfor skal indbydelsen til leg være så krøllet?

Tvæt Maradjøngade: ”Har du aldrig set en indbydelse til leg?”

Nej.

Tvæt Maradjøngade: ”Det er ofte en enormt krøllet tegning.”

Nu blev jeg lige pludselig helt rørt.

Tvæt Maradjøngade: ”Ved du hvorfor?”

Nej.

Tvæt Maradjøngade: ”Det finder du nok ud af.”

Det med vreden. Indignationen som det hedder på fint.

Tvæt Maradjøngade: ”Den form for, ofte, indestængt raseri man finder hos legende børn genfinder man ikke i de oplæsningsegnede digte. Det er sorteret fra! I den forstand er de som narkotiske stoffer i den allermest sørgelige forstand, ikke blot som et dårligt trip hvor vi mister jordforbindelsen og får alt for mange usammenhængende tanker, men som en ofte livslang eksistentiel afsporing der tilmed er selvhøjtidelig og endda smitsom og måske rummer et endnu mere udskidt frihedsideal end nyliberalisternes. Magtesløst overfor selvsamme. Uinteresseret og magtesløst over alle denne onde tids onde ideer. Jeg forstår saftsusme godt at den brede befolkning vender ansigtet i afsky væk fra den såkaldte smalle og smalle-brede litteratur. Og nogle af dem tror endda at de er hinandens venner. Kan spøgelser have venner når et venskab i forvejen er så sjældent?”

Vil du have mere kaffe?

Tvæt Maradjøngade: ”Nej.”

Du får lidt alligevel.

Tvæt Maradjøngade: ”Nu har jeg aldrig.”

Brando Dalfrøcies: ”Bwahaha!”

Tvæt Maradjøngade: ”Hihihihi!”

Brando Dalfrøcies: ”…”

Previous article“Vil det sige at du egentlig er et røvhul som bare er venlig fordi tiden siger du skal være det?”
Next article”Vi fortier børns kærlighedsintuition når vi bager med dem i køkkenet”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)