Hvorfor ser du på mig?
Fordi jeg synes du er lækker og ser sød ud.
Det er en meget præcis karakteristik.
Hvad?
Selværbødighed.
Tænkte det nok.
Hvad?
Pas på. Du er ved at vælte dit glas.
Skal vi så bolle?
*TÆPPE*
Vandborg møder Spakka.
“Ja.”
Jeg kunne godt tænke mig at spørge til den selværbødighed han udstråler.
“Han hævder i hvert fald, at har den.”
Er det noget positivt?
“Ordet er et konstrukt. En neologisme.”
Det skal jeg lige love for. Hvad mon der ligger i ordet?
“Har ingen anelse.”
I den påfølgende scene kan man sige at han vender selværbødigheden udad i et klodset forsøg på at blive berømt.
“Selværbødigheden bliver til ærbødighed overfor professor Pind.”
Det er rigtigt husket.
“Professoren maler luften grøn.”
Forårsfarve.
“I rigtige forårsfarver. Ja.”
Men professoren lukker af overfor Vandborg.
“Han gider ikke høre på ham eller han ved ikke hvad han skal svare.”
Men smitter ærbødighed ikke? Vi ved for eksempel at japanere bukker for hinanden.
“Ja, japanere snyder lidt.”
Professor Pind har mere magt end Vandborg. Selvom Vandborgs ærbødighed er naturlig for ham selv fordi han er rundet af aristokratiet bliver Pind lammet.
“Han bliver genert.”
Genert?
“Flov over et eller andet. Måske ham selv.”
Det må da være en af delene.
