Jeg er et digt.
Jeg er uhyre sprogligt præcist.
Jeg er en agurk.
Vokser i skyggen.
Fordi der står et æbletræ foran mig.
Vokser i skyggen af det forpulede træ.
Fordi jeg selv har valgt det.
Det er løgn.
Jeg er tosset.
Digt og agurk.
Agurk og digt.
Jeg bærer håbets farve
og ved en del.
Krum og skæv kom jeg ud af busken.
Viden + håb
= lysten til at tale.
Bananer kan vistnok tale.
Jeg er stum.
Nu taler jeg, fordi jeg er et digt.
Jeg lægger mig modvilligt til rette i min kasse.
Og taler lige op i dit ansigt.
Jeg taler for døve ører.
For mennesket er et liv med kompleks sorg.
Og det er jeg ikke skabt til at gøre noget som helst ved.
Forfattere kan trøste og opmuntre.
Jeg kan ikke andet end at smage af agurk og vand.
Den slags kan jeg finde på at sige:
“I mordere, lad lige være med at falde ind i morderroller.”
Jeg er en modstander af kasser.
Men mennesker stopper mennesker i kasser.
Jeg har antikassebudskaber af enhver slags.
Er umulig at stable.
Og nu vil jeg være en agurk i fred.
Og hermed er digtet til ende.
