At dømme efter interiøret er det konstruktive elegant og prydet med WeekendAvisen på sofabordet.
“Nej. Nej. Hihi. Det er ikke min stue. Jeg har lånt den af en ven til interviewet for bedre at kunne være mig selv.”
Hvor er din ven henne?
“Jeg tror, han har gemt sig under sofabordet.”
Vennen dukker frem og slynger et lille fad med is efter Kamma, den knuses i tusind stykker imod hendes pande, hvorefter vennen, efterfulgt af alle stykkerne, skynder sig ud af det på alle måder konstruktive lokale.
“Stilmæssigt er jeg blevet mere stilmæssigt bevidst og det gennemsyrer den måde jeg ser på livet.”
Det var ikke særlig akademisk sagt.
“Jeg forsøger ikke at tale akademisk for jeg er akademisk. Jeg læser WeekendAvisen.”
Du må have været sådan en umoden og idiotisk person der hele tiden skulle give andre råd og hints da du var ung.
“Hov, hov. Jeg var en giffel.”
Du var bare forvirret.
“Jeg var bare forvirret. Det må man også godt. Man må også gerne være en være lort.”
Nej.
“Nej, selvfølgelig ikke.”
Nej.
“Hvorfor?”
Hvorfor hvad?
“Hvorfor siger du hvorfor hvad?”
Blad.
“Hvorfor siger du blad?”
Fordi det er forår.
“Nu synes jeg interviewet løber lidt ud i sandet.”
Ok.
“Det handler slet ikke om mig.”
Nej.
“Det handler kun om mit kunstneriske projekt.”.
Gør det?
“Ja. Det handler kun om hvordan jeg billedligt talt vil flytte skabet.”
Blad.
“Jeg vil stille det i Kruså.”
Blad.
“Byen.”
