Nem, hvad er det der er så herligt ved en narrøv, jeg mener… Er det ikke intetsigende dobbeltkonfekt at beskrive herligheden ved en person der i forvejen er super skøn, enestående, vidunderlig, arbejdsom, kort sagt: herlig?
“Det er da rosværdigt at jeg beskriver mig frem i bitte små skridt mod en overdreven og altomfattende ros som egentlig er lige så tåbelig som en dom.”
Laver du fis?
“Jeg laver bare en form for vits.”
Det var godt, men vil du besvare mit spørgsmål?
“Jeps. Det er ikke intetsigende dobbeltkonfekt fordi Raffen Rubenfelt.”
Det er noget sludder.
“Hvorfor?”
Fordi Arlo Sand. Det kan man ikke sige.
“Hvorfor?”
Fordi et navn ikke er et argument.
“Kender du Schrøder Bitten?”
Jeg kender Fido Mansur og Leila.
“De to mikrober?”
Nej, de to kæmper.
“Kæmper kan svare for sig selv.”
Hvordan?
“Ud af deres kæmpemunde.”
Simpelthen.
“Dem om det.”
Og så kom de til en å.
“Og så fangede de en fisk.”
Nem, nu er jeg den type interviewer som godt ved at der i et interview…
“I et interview?”
I et interview skal være plads til at man kan bevæge sig lidt væk fra emnet.
“Jepsen.”
Slappe af. Ja, der er dem der vil hævde at det er i sådanne situationer det uventede kan opstå, det som gør hele forskellen.
“Ja.”
Men hvad lavede de to kæmper da de havde spist frokost?
“De begyndte at fælde træer.”
Bare sådan helt umotiveret?
“Hov. Det kan de jo gøre bare ved at gå en tur.”
Ups.
“Det havde jeg overset.”
Upselupse.
“Det tænkte jeg ikke på. De er jo så enorme.”
De er kæmpe store.
“Aj…”
Hvad?
“Nu fattede jeg den også.”
Hvad?
“Kæmper. Du ved. Store.”
