Det var morgen på den 33437. dag. I skovbunden ved stien sad en meget ubetydelig fugl og malede “Jesus sætter internettet i flarmer” lige hvor Kjeld kom sjoggende forbi med en spand. Kjeld fortalte fuglen om stavefejlen og kræet sagde pip. Kjeld var i et forbandet dårligt humør på netop dette tidspunkt hvor vi møder ham, denne morgen, men han fik det hurtigt bedre igen. Kjeld humørproblematik var ren kemi, men gjorde alligevel folk både nervøse, fremmedgjorte, urolige, bange og modfaldne og så var der en reaktion for hver af de dværge der boede i Kjelds hus uden at de egentlig havde spurgt om lov til at begynde med. For den gang var Kjeld bare fem år. Dengang drømte han onde drømme om sine forældre. Han drømte at de bed hinanden og vågnede lettet op efter hvert mareridt og betragtede med sindsro Bange tulle omkring i huset. Det havde de nu aldrig gjort. De havde allerhøjest danset uden at benytte hverken ord eller kroppe. Og Kjeld var mig og jeg var Kjeld. Se, det er bestemt ikke alt man kan opnå med et eventyr og derfor døde genren. Man kan godt nå kolde hjerter, men man kan ikke nå lukkede mennesker. Hvad siger du? Indvender du at lukkede mennesker godt kan nås, hvis der er tale om et hjerte af guld? Jamen så har du givetvis ret i det du siger. Jamen altså. Jamen så skal jeg lige se om jeg kan overgå dig med mit intellekt. Det har mange gange hændt mig i min ungdom at jeg har overgået et af disse komplet uforståelige mennesker, kvinder, med mit intellekt. Eller også har de givet mig oplevelsen for at komme i kassen med mig, en flot, måske, i bund og grund, evigt ung fyr, og krydse mig af på listen. Nej, jeg skal ikke være kynisk, for der er mennesker der lider mere end jeg. Så det med intellektet dropper vi. Jeg kan alligevel ikke løsrive mig fra følelsen af at jeg, netop jeg, er noget ganske særligt. Filosoffen Thomas Nagel siger det jo så rammende at jeg er mig. Selvom det staves forskelligt. Selvom mig er Morten lyder en del værre end jeg er Morten er der noget om snakken når jeg hævder, her i min lille tekst, som det hedder, at jeg er Morten. Men det er mest når jeg tænker over det eller, bedre, skriver det med min pegefinger lige her på QWERTY tastaturet på min Android, at jeg føler sandhedsværdien som en ganske lille stabil, blå gasflamme jeg ganske vist har set et par gange før. Men i selveste H C Andersens hjemland koketterer man ikke når man har sat gang i et eventyr, men man fortæller det til ende og til nød laver man en køn lille bog i bedste Italo Calvino stil og mere præcist i den besværligt kedelige Hvis en vinternat en rejsende stil. Lige nu fryser jeg om hænderne. Jeg ligger som sædvanlig i min seng og Else er feriestresset og jeg er lige på nippet til at sende en emoji til vores datter. Det er der mine tanker i bund og grund er og jeg tænker på Baron Münchhausen som trak sig selv op ved håret. Jeg melder mig tit ud. Det er noget skidt. Men i bund og grund er jeg der for dem. I bund og grund er jeg med. Og det er tarveligt at de tager på ferie uden mig og alt det dér, men siden det nu skal være. En tilknytning overgår alt hvad jeg nogensinde har drømt om. En tilknytning til de to. Det må være helt sørgeligt for dig Claire-Louise, min kære sommerflirt fra Galway i Irland i lejet hus, at høre om. Ja, jeg må se at få dette oversat til engelsk for dit arbejde har været afgørende for at jeg fik skrevet denne herlige lille dims af en tekst. Hvis man kunne scanne mit hovede, hvilket man givetvis kan, jeg siger ikke at man ikke kan, er jeg sikker på at min sommerflirt sidder i nærheden af lystcentret i hjernen. Tja, jeg skal ikke sådan rende rundt efter dig, men du er godt selskab, i en bog.
