Umiddelbart minder din tilgang til menneskers psykiske lidelser lidt om teologen Joakim Garffs tilgang til Søren Kierkegaard. Jeg håber du ligesom han sidder i et elfenbenstårn og at din tilgang til at publicere såkaldte essays og populærvidenskabelige gisninger er kontrolleret af enten naturlige begrænsninger såsom manglende empati eller manglende evner eller svigtende mod, simpelthen. Hvad det nu måtte være. Men nu er dine udgydelser sluppet igennem her på Informeren og da må jeg jo forholde mig til dem eftersom det er min klare forventning at læserne af netop Information begynder at fryse midt i hedebølgen ved at du forfalder til Conan Doyle agtige hvidvinsspekulationer og julelege når det omhandler noget vigtigt, nemlig danskernes helbred. Du bryder arrogant med det faglige førsteprincip om at man skal have undersøgt personen før man drager vidtgående konklusioner eller opstiller hypoteser offentligt. Mig bekendt forhindrer intet dig i at opsøge drabsmanden og interviewe ham. For mig er han en enlig svale. Helt ærligt. Du bringer angst og elfenbenstanker til torvet i Athen og jeg formoder jeg taler på vegne af mange kloge, oplyste og menneskelige Informationslæsere, vi vil hellere have beretninger fra psykologiens verden hvor man kan mærke et bankende hjerte for dem det hele handler om, nemlig dig og mig. Det er dig der er noget galt med. Kan du ikke se det. For mig som psykiatrisk patient af den tungere slags kan jeg se det og jeg er forholdsvis indigneret og oprørt. Dit indlæg er politisk, hvilket er årsagen til at jeg reagerer, du argumenterer imod en styrkelse af en forarmet psykiatri og du misbruger dine titler til at sige noget der på en gang er koldt og utroværdigt. Din artikeltekst har ikke nogen krop, altså en substantiel værdi som netop tekst, hvor selvstændige tanker sættes igang hos læseren og friheden mærkes indeni og det lyner ud imellem linjerne at dit forhold til menneskelig normalitet er forsnævret, tvangspræget, uerfarent og umodent.
Så klap lige hesten. Ingen mennesker er normale.
Til slut en sjov lille historie: En cikade kommer ind på en bar og bliver båret ud igen af en storbarmet dame i 50’erne. Optrinnet bevidnes af en mandlig psykiatrisk patient der er ved at komme sig over et chok og derfor undlader at drikke alkohol. Han sidder og ser på damen der tager afsked med cikaden ved rosenbusken i halvmørket. I hans ene lomme er en tube med lim. I hans anden glansbilleder og flitterstads. Jo, hans aften er lige begyndt og på hotellet knitrer en stor, firkantet hovedpude.
