Jeg skal love for der bliver knappet op for indsigterne i den altid overraskende Knaps nye bog. Der er ikke en knap for meget. Lynlåsen sidder hvor den skal. Gamacherne er trukket op. Afsted ud over prærien med en masse “ret almenmenneskelige problemer” i bagagen.
Jeg undrer mig meget over hvordan Knap kan skrive så godt. Hvordan kan han egentlig det? Hvorfor spørger jeg Dem?
Første stop er hos Gutters Haveservice i Pakberg, godt halvvejs ude i ørkenen. Så går den ellers i god fart ud til havet og med båd videre. Man mærker ikke at det er fra A til B, en helt lige linje i selvet.
Da havet går over sine bredder og fylder den ret kedsommelige ørken med vand og liv og plask og alskens havfugle, giver tingene mening, selvom det går ud over de få mennesker der faktisk bebor den store, sure ørken. For hvor er det surt at bo i en ørken og det er da også Gutters smil i slutningen af bogen der gør den værd at læse. Under læsningen forsøgte jeg fire gange at bage lagkagebunde, men jeg glemte dem hver gang og nu er vores hjem fyldt med sod og jeg står med en ganske lille skål kastanjemos og griner.
