Det hele starter med at du får en opringning fra Geodætisk Institut. Hvad er det lige geodætisk betyder? Jeg har glemt det.
„Jeg ved det faktisk ikke.“
Og vi gider ikke google det nu. Men hvad siger de?
„De fortæller mig at Ipp Gjerperlund er blevet syg.“
Kender du ham?
„Det er en hende.“
Ok.
„Eller rettere: Det er en fisk. En han-fisk.“
Hvad fortæller de mere?
„De smider røret på.“
Du tvivler på at det er telefonfis. Hvad får dig til at tvivle og lægge vejen forbi Sankt Jørgens Sø, hvor alle de ansatte på Geodætisk Institut er strandet i et skib og har det ganske fornøjeligt?
„Et rør.“
Et rør?
„Eller rettere det jeg ser igennem røret.“
Hvad ser du?
„Dig.“
Mig?
„Dig.“
Det var da et behageligt syn. Men hvad tænker I alle sammen, da du får reddet de ansatte op på stien der går rundt om søen?
„Vi sidder spredt imellem hinanden og tørrer os med dejlige håndklæder som folk kommer med og mens vi tørrer os tænker vi.“
Hvad tænker I på?
„Dig.“
Alle sammen?
„Nej. Der er to der tænker på mig.“
Så vinder jeg.