Da jeg ankommer til Krassimunde, mødes jeg af synet af en degn der svømmer frem og tilbage i et kar og forhører mig straks hos tjeneren ved døren om dette arrangement skal forstås kirkeligt eller er en stum hilsen fra husets sengeliggende værtinde og dermed kan tolkes som en nøje forberedt forklaring på de medaljer tjeneren forsøger at fastgøre på mit bryst, mens jeg ydmygt og vredt flår dem af igen. Tjeneren når imidlertid ikke at svare før en fjendtlig måge flyver ind i ansigtet på mig og, som et tegn fra havet, lader forstå at jeg skal lade medaljerne hænge, fordi min tilstedeværelse på denne dag på dette gods er mere end tiltrængt. Jeg dør og svæver lydløst op af den enorme trappe og træder årvågent ind på sygeværelset hvor værtindens glade glimt i øjet får vakt mig til live igen. Det har været en anstrengende og lærerig dag. Den slutter i samme øjeblik vi udveksler det første kærlige blik og resten er af ret privat karakter.
