Det kan være irriterende at opdage en blå kvist. For en stund mister man fodfæstet og ryger ned i det rige der hedder Sverige. Man lander på nogle svampe hvorunder der sidder mærkelige mennesker og studerer bøger om solen. Altsammen på grund af en skide kvist som en skovarbejder eller spejder har malet. Man kravler møjsommeligt op igen og skoven er som den er: fuld af træer og overnaturlige væsener og Sverige neden under for at skabe system i tingene. Man indånder den friske luft og trasker gennem de visne blade.
Fantasien er fri på vandreturene gennem sjællandske skove, skønt det der bliver sagt af fantasien om, i dette tilfælde, den skandinaviske, traditionelt socialdemokratiske, kongemagt Sverige er noget autentisk nonsens. Ikke desto mindre viser det forskellige ting: Vi mennesker er bundet til en skovlignende fantasi som ikke er helt vores egen. På disse ture har vi, på grund af vores menneskelighed, vanskeligt ved at skille tingene ad, hvilket er den 3. største sorg. Den kaldes den intellektuelle sorg. Derfor har vi ikke brug for verdensledere. Ganske vist rager træerne op imod himlen, men vi skal have det lidt mere stille og roligt.
Argumentet forekommer sølle: På grund af skove skal vi ikke have verdensledere.
Jeg kan forestille mig en veludviklet kunstig intelligens der om 100 år vil foretrække at befinde sig i en skov. Det er min lille vision og jeg er stolt af den. Jeg synes den er så uendelig meget skønnere end de vilde politikere der lyver og taler pænt fordi de er så korrumperede.
