Substans er noget ganske andet end at have formen på plads. Formularer gælder ikke som intellektuel valuta og følgelig er fortærskede former som kronikker, essays og afhandlinger tomme og uden betydning. En vågen person ser sproget i sig selv som fyldt med formularer kaldet sprogspil, uregerlige gnister af blokeringer for sunde og sandhedskærlige tanker. Sproget må sprænges før det når at bundfælde sig i jammerlige levebrødstirader. Sproget må tæmmes med dets egne våben, tomhedens forblændelse må angribes med kølighed, kærlighed, ekstase. Selvtillid er vor tids største løgn. Vi mister alle som en orienteringen og overblikket ved mødet med nye ting, nye indsigter, dette er forklaringen på de pseudointellektuelles arrogance overfor de små i samfundet. Hvorfor besudle de fucking 20 procent af danskerne der knapt ejer deres eget tøj med selvsmagende bavl fra skvatmikler der ikke kan røre ved en rystepudser uden at bævre som et espeløv.
Små personligheder efterstræber den tvivlsomme form for selvtillid som mest ubesværet tilvejebringes via socialt konstrueret øregas, hvad enten der trækkes på omverdenens hykleriske og forkrøblet-lammede bekræftelse, klubmedlemskaber eller deltagelse i uhæderlige arbejdsaktiviteter. Sådan er det bare, men det er for kunstigt for mig.
Kald en spade for en spade! En kronik, et essay, en afhandling er i bund og grund kognitive øvelser der har potentialet til at stimulere dem der har noget mellem ørerne. Absolut ikke mere. Intellektuelt arbejde er anderledes. Intellektuelt arbejde er ikke overbevisende men kubistisk-symfonisk.
