Jeg ved ikke hvordan det må føles at være normal.
Heller ikke jeg.
Men jeg ved hvordan det føles at være unormal og gak.
Pas på grenen.
Mit begreb om normalitet er meget vagt, ligesom et fjernt objekt i tågerne, uden for rækkevidde men inden for synsvidde.
Det du oplever er vel bare en form for realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser.
Av.
Jeg sagde: pas på grenen.
Jeg synes ikke det jeg oplever er en form for realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser.
Ikke?
Nej. Det er forsimplet.
Hvad med en kompleks realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser så?
Du har aldrig lært ret meget om psykiatri Robert Bodil Oscar.
Det er sandt.
Jeg håber du falder af hesten.
Det var en grum forhåbning. Av.
Prrr.
Jeg faldt af hesten.
Er du ok?
Ja. Hvad med en profetisk, kompleks realitetsfarveblindhed som omfatter både tanker og følelser så?
Prøv at høre. Du er for dum.
Jeg ved godt jeg er umanerlig dum.
Du er for fin til psykiatri.
Jeg er ikke for fin til psykiatri. Jeg er bare fortabt.
Du er faldet af hesten.
Min hest er løbet bort.
Farvel.
Du kan ikke efterlade mig her i skoven.
Jeg dømmer dig ude. Der må ikke være forfattere som dig i samfundet der ikke kender psykiatriens varme.
Hold nu op, Karybolus…
’Hold nu op, Karybolus…’
Før vi skilles og du efterlader mig i en skov der er så stor at den end ikke har noget navn vil jeg lige spørge dig om du ved hvad det er der ligger dér?
Hvor? Det er en tubastift.
Det er det simpelthen?
Uden den lyder en tuba ret dårligt.
Min tuba lyder slet ikke.
Kunstner du’r ikke med selvhøjtidelighed. Ven du’r ikke med manglende generøsitet. Ikke i min verden.
Ja.
Jeg har ondt af dig. Tænk at måtte undvære mig.
Jeg har set din hest før. Da jeg var meget lille.
Den hedder Nåden.
Nåden.
Stig op!
Du er så magtfuld at du forvalter nåden. Vent. Jeg har glemt mit fucking armbåndsur!!!
