Kære læser, du kender selvfølgelig situationen hvor du taler med en eller anden person der bestemt ikke er din ven, men som du alligevel har en hyggelig samtale kørende med, måske ude i byen, han er selvfølgelig velklædt, håret sidder, alderen trykker og der er også desperation i hans urolige blik, han ser kun på dig i kortvarige glimt, du mærker at han ikke agter dig i din åbenhed, måske på grund af din naivitet, måske på grund af din påklædning og pludselig siger han “Han er ligeglad!” om en tredjeperson som du ikke kender, men som du netop har fortalt at du har moralske forventninger til. Hans bemærkning falder på den måde at du øjeblikkeligt ved at han tror han sidder inde med en dyb viden om verdens ondskab. Men du ved at det er umodent af ham. Der kommer noget godt op i dig som tager ham til nåde og du skifter måske emne fordi I begge ved det. Hvad gør man derefter? Det er helt individuelt. Nogle masserer ham med distinktioner, kærlighed og dagligsprog, mens andre lader den hvile og holder en lang pause, mens endnu andre forsøger at lytte så godt det er muligt, ordentligt, næsten psykiatrisk klinisk, med bitte små sprukne ja’er. Du ved, kære læser at der er mange måder at gøre det på for han er ikke blevet elsket nok og det ved du. Spørgsmålet er så hvad man gør, hvis der kommer en kvinde ind i lokalet, som med det samme viser interesse for ham. Ja, det er jo i virkeligheden hans egen sag. Men her er et par råd til, hvad du kan gøre, selvfølgelig i såvel kvindens som mandens påsyn:
1. Peg på kvinden med den ene hånd og vink til hende med den anden.
2. Peg på loftet kortvarigt.
3. Løft begge hænder opgivende.
