Jeg har altid godt kunnet lide bogtitler der sluttede med “den grå”. Enkelt. Og en bitte-bitte smule trendy. Bitte! Min passion har gjort at jeg har leget lidt i min fantasi med at bøgerne hjemme på bogreolen også endte med “den grå”. Det har været en enkel leg, for der står kun to bøger: “Den lilla hest” og “Popcorn for alle aldersklasser og skoleklasser”, som dermed kom til at hedde “Den lilla hest den grå” og “Popcorn for alle aldersklasser og skoleklasser den grå”. Jeg må indrømme at jeg ikke har leget legen særlig tit. Faktisk overhovedet ikke. Hvorfor oplyser jeg dette nonsens? Af den simple grund, at jeg er ved at skabe en solid, barrikaderet bro af tillid til læseren som kan bestyrke mig selv i at jeg er ved mine fulde fem. Men nu skal De bare høre. Jeg har læst “En meget mærkelig mand” samfulde fire gange nu. Jeg kan stadig ikke finde ud af hvorfor han er mærkelig, så jeg fik den tanke at det var mig der er mærkelig. Det er problemet i en nøddeskal. Jeg synes ikke hovedpersonen, hvilken mand!, hvilket herligt individ!, hvilken fryd at læse om ham!, hverken tænker eller handler mærkeligt. Lidt aparte måske. Måske unormalt. Dybt vanvittigt, men bestemt ikke mærkeligt. Mærkeligt er sådan et mærkeligt, mærkeligt afstandtagende ord. Bare fordi han bider borgmesteren. Bare fordi han hælder cykelkæder i en olietønde. Bare fordi han anråber en glaseret hveps. Borgmesteren er en fersken. Det står på side 34. Cykelkæderne i olietønden er noget han gør mens han udspionerer nogle unge mennesker og får dem til at rotte sig sammen mod ham og stene ham til døde. Det står på side 121. Den glaserede hveps går over for rødt. Det står på side 270. Jeg vil sige at jeg kan udmærket godt forstå at han føler sig påvirket hen imod slutningen af bogen. Men mærkelig, nej. Denne mand bliver i mine øjne aldrig andet end dybt sær.
