Jeg opfatter folk der henregner deres brister, dæmoner og psykiske vanskeligheder til samme kategori: “udfordringer” som godt klædt på til arbejdsmarkedet. Men spørgsmålet er om de er farlige for os andre? Antallet af fattige børn i Danmark og antallet af mennesker der, ligesom jeg, har flere sindslidelser, men ikke får tilkendt førtidspension, peger statistisk på at de er farlige. At de også er farlige i deres nære relationer giver sig selv. Men lad os bruge vores fantasi og bære over med dem, de er, sandt at sige, mennesker ligesom os, og forsøge at give et velbegrundet nyt bud på hvorfor det virkelig nytter at skille tingene ad, analytisk, og ikke nøjes med dumt at kalde alle de dårlige egenskaber for udfordringer.
Samfundet bør i langt højere grad belønne mennesker som jeg, mennesker med fantasi. De belønner krimiforfatterne som ikke har fantasi men har god indlevelse i forhold til desperadoer. Det er ikke begrebsligt muligt at belønne folk med rigtig fantasi og årsagen er følgende. Hvis jeg kan stå og skelne mellem brister, dæmoner og psykiske vanskeligheder hos et andet menneske som jeg taler med så bliver vedkommende bange for mig. Det er naturligt. Men jeg synes virkelig det er ynkeligt når folk sidder og praler med deres selvkendskab til jobsamtaler ved at opregne styrker og svagheder. Det er ren øregas. Ikke til at holde ud at høre på. At forvente den slags er en fornedrende grænseoverskridende handling. Begge ting kan gøres i kærlighed. Det må vi glæde os over!
De seneste tyve års samfundsudvikling har intensiveret begrebsnedsmeltningen og øget interessen for skillelinjen mellem desperadoer og mennesker der klarer tingene stille og roligt. En skillelinje jeg personligt mener er helt ligegyldig. Folk bliver mere og mere indebrændte, ude af stand til og uden vilje til og uden muligheder for at analysere sig selv ud til lysgrænsen. Uden sprog går den ikke Granberg. Indre dialog. Lytten. Lad os snuppe et eksempel, et centralt begreb fra vores livsverden, nemlig begrebet misundelse og betragte hvordan det er blevet et langt mere rodet begreb. Det var det begreb vi skulle bruge til fantasifuld politisk indignation eller fantasifuld revolution ligefrem. Selvfølgelig skal vi mis-unde de superrige. Nu er det blevet til et monster som fylder os med selvtvivl hvis ikke ligefrem selvrædsel. Den fantasifulde indignation mister dermed flyvehøjde og potens. Læg mærke til at der i min definition af fantasi er indignation gemt i alle fire delelementer:
Fantasi er
1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.
2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.
3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.
4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.
Selvrædslen for at fremstå som værende misundelig begrænser ytringsfriheden mere end samtlige arabiske konger. Vi er hver især lykkelige for ikke at være desperadoer og må have 17 krimier med på sommerferie for at få det bekræftet.
