The Other Newspaper har besøgt en mønsterbryder. Det er Lappi. Fra Færøerne. Slippa knot barista feke. “Vil De tage imod min latte som en gave? Jeg har savlet lidt i skummet.” Jeg kigger på Færøerne. Sten. Edderfugle. Søpagøjer. Næs. Let syrlige Muchske ansigter. Kedeligt stangtøj. “Så stik mig da din latte.” Jeg kigger igen på Færøerne. Flere sten. Skær. Indbydende små huse. Jeg hører en kraftig rumlen. Næ, det var bare Poulsens pas der blev stemplet. Det sker hver dag klokken fire her i bygden. Jeg kan trygt drikke videre. Jeg forestiller mig at Færøerne må være et nemt sted at være mønsterbryder. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvorfor Lappi har tandprotese og bærer krøllet tøj. Selv hans hvide disneyhandsker er krøllede. Han virker undseelig. Jeg vil godt vide hvad det er for et mønster denne lille abekat fra nordatlanten har brudt med eftersom jeg får lyst til at bryde med ham i samme øjeblik jeg ser ham. Bryde tilbage igennem det han brød med. Han rækker mig en bog hvor hans eget navn står som forfatteren. Jeg rækker ham en bog hvor mit navn står som forfatteren. Vi læser lidt hist og pist for høflighedens skyld og for at få sænket blodtrykket. Vi er begge hidsige af natur. Han har virkelig ikke overbevist mig om at mønsterbrydere er noget særligt da vores samtale er til ende.
