Jeg har aldrig set en generation som var mere hensynsløs overfor børn end min. Alt for mange hopper med på moden med at tale tåbelig voksensnak, tage en ironman og lade sig forvirre af alt muligt moderne pis.
Er jeg bekymret? Er jeg bange? Nej, min religion tillader det ikke. Men jeg tuder inden i hver gang jeg ser tv2-forældre som er hoppet med på moden med at gå rundt og se trætte ud af deres små.
Det er kun børnene der kan vise os vejen.
Kvinder og mænd. I behøver ikke se så godt ud og være overskudsagtige. Jeres udseende og jeres karrierer behøver ikke matche hinanden for at I kan få et godt liv sammen.
* Den lille kan ikke så meget endnu
* Den lille bliver let glad over dig
Tag jer af naboens børn hvis overskuddet ikke er så stort der i øjeblikket.
Indret jer med en enkelt forsørger, så den ene forælder har lidt ekstra tid i hverdagen.
* Den lille kan ikke så meget endnu
* Den lille bliver let glad over dig
Lad mig sige det så det kommer med: Det er ikke enkelt. Nogle starter tidligt med at få børn, nogle senere. Forfatteren Houellebecq synes det er latterligt at vi skal have en masse seriel monogami før vi er klar til at slå os ned. Jeg synes ikke det er latterligt. Jeg er tilhænger af at have en masse kærester og lidenskab inden det går for sig, fordi det passer til mig. Andre kunne godt være anderledes. I øvrigt er livet dybt lidenskabeligt.
Jeg forstår instinktivt hvad en voksen der ikke har fået nok kærlighed som barn har brug for. Min medlidenhed er respektfuld og usentimental for jeg ved, at der er så meget mere at hente inden i personen. Så meget godt. På en måde har ingen fået nok jordisk kærlighed som lille. Det er det der er det sære ved det. Underligt, egentlig.
Der er masser af håb. Jeg ser jo mennesker der kan noget helt andet end jeg. Er det ikke smukkere end at universet er uendeligt?
