To træer vælter i benovelse over Charles Skrivemand da han træder ind på udendørsuniversitetet i Indendørs. Men det er Lille Sesam der ganske og aldeles stjæler billedet med sine tasker fulde af kridtpiber og evigt drillesyge “mak-mak-mak!” Der er dækket fint op og der rasles en kende fra de fire tunge rækker af borde-bænkesæt. Diskussionen lammer de lærde tilhørere med subtile pausebølger og afslører at Skrivemands teorier er uden substans fordi han i udgangspunktet har misforstået forholdet mellem Saussure og Wittgenstein: Der er ingen kampzone, intet brydningsfelt, endsige nogen egentlig tankemæssig eller associativ forbindelse. Lille Sesam knuser sejrsvant en flacon af ægte sukker på filosoffens pande som på sin side hejser et grønt flag på den sammenklappelige flagstang imellem dem for at tilkendegive indrømmelsen af sin karrierelange akademiske fiasko som består i, fra første færd, at tilbede et fint menneske der sjældent blev arrig som var der tale om en hest med gastilførsel. Så er samtalen mellem de to koryfæer forbi og publikum sidder med sod i ansigterne af henrykkelse over hvor pinligt det var for Skrivemand at blive jordet, udtværet, latterliggjort og tilsølet af et over fem meter langt spyd. I kantinen hopper 15 lopper på en kokosmakron.