»Åh hvor er du stor. Jeg kender dig personligt. Jamen, åh, hvor er du stor. Det bidrager til din storhed at vi er venner. Er vi venner fordi vi er store? Ja, nu holder jeg en pause hvor jeg stiller mig ydmygt an og stiller åbne spørgsmål. Er venskabet stort? Hov, nu ramte jeg lidt ved siden af. Jeg fik stillet et lidt tomt spørgsmål. Jeg må hellere tale om vores evne til at grine af os selv. Så bliver jeg hurtig færdig, nemlig. Det kan vi ikke. Nå. Men vi kan hylde hinanden med en så vild generøsitet at selvironi virker som noget ligegyldigt. Som noget dybt personligt vi ikke taler om fordi vi er så generøse. Og store. Fik jeg nævnt det. Vi er nemlig noget helt specielt. Der går mange forbi på gaden som vi ikke kender. Dem kender vi ikke. De er ikke mærkelige ligesom os. De er normale. De er kedelige. De er ikke generøse, i hvert fald. Vi er kærlige når vi skriver. Og vi forstår hvad hinanden skriver. Men jeg er bedre til at skrive end dig. Forstod du den? Jeg er bedre end dig. Også til at skrive. Og mere mærkelig.«
