En poetik har jeg ikke. Jeg har en praksis. Det er derfor jeg kan skrive og udgive hver dag. Tillad mig at skrive lidt om det. En prosahandling er typisk idéresistent. Ligesom dagens, nutidens, samtidens og tidsåndens skønne knækkede linjer. Jeg kan ikke komme på andre undtagelser end stilisten og humoristen. Men det er ideer som er vigtige. Ideer er bestemt ikke “skal vi ikke gøre det på denne måde?” Det ville være fikst. Nej. Ideer er små bearbejdninger af den kollektive bevidsthed der appellerer til tilhøreren både via deres stil og deres humor. Disse egenskaber, stil og humor, ligger først og fremmest hos forfatteren så forståelsen af forfatterens intention er meget vigtigere end almindeligvis antaget. Stil og humor er det der skal til for at læseren laver det kæmpe horisontale arbejde at ændre sin personlighed grundlæggende og fundamentalt. Denne ændring er ganske vist grundlæggende og fundamental men den er kun som en rodbehandling af cirka halvdelen af tænderne, den er ikke gennemgribende, men helt klart gennemgribende nok til at det giver mening at kalde en skrivende læser af stilisthumoristen en “følger”. Ligesom på Twitter. En følger. Det spotterne kalder enten en discipel eller en efterligner eller elev er “en følger”. En følger nærstuderer ikke. Hun fanger stilen og humoren, endelig ikke det vigtige, som er grundideerne, dem kan man nemlig blive forført af, men kun stilen og humoren og begynder derefter af følge sig selv som om det var en biperson man pludselig opdagede i mængden. Dernæst følger man altså to. Ja, gerne tre eller deromkring, men så heller ikke flere. Sindet kan holde til det. Hvorfor? Selvfølgelig fordi vi har en ånd. Det indtil nu sagte er ikke hele løsningen på hvordan man finder sin stil. Man skal have en praksis. Helt for sig selv. Man skal leve et rigt liv. Og for at leve et rigt liv skal man have familie og børn. Og kristendom. Man kan ikke “snakke med” uden kristendom, nej, man kan slet ikke se andre folks problemer. Kristendommen er to bud. Det må være til at overskue. Og så er det en masse ting som må blæses på af præster om søndagen så man kan se varmen i det samlede billede og så man kan være på sin post både i tiden, i dens fylde, og uden for tiden når man våger. Lad os nu lade være med at følge forfattere fordi de er formalister eller fordi de stilundvigende skriver knækkede linjer eller gangbesværede romaner. Det er jo en løgn. Det er umoralsk at lyve. Vores lys er ikke engang blevet tændt. Vi er jo interesserede i stil så vi kan begå os. Humoren har i denne sammenhæng to funktioner. At sikre at vi er tæt på Gud og at lette stiltilegnelsen. Når man opdager sin egen stil på det levende grundlag jeg skriver om her så har man opdaget det andre mennesker har kunnet se hele tiden, nemlig ens egen elskelighed. Andre skal holde sig langt væk fra det politiske liv. Når folket igen har tillid til at hylde og stemme på statskvinder der har stil og humor så skal verden nok blive et bedre sted. Resten er distinktioner. Distinktionsarbejde. Det er filosofi. Det er kunstnerisk praksis. Ja. Det er begge dele på én og samme tid.
KROLL
Forbarmende gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.
ROSMER stille
Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.
(Henrik Ibsen: Rosmersholm. 1889)
