Ethvert prægnant udsagn rummer en virkelighed. Spørgsmålet er hvad sproglig prægnans er og hvad virkelighed er.
Jeg kan som forfatter og filosof og programmør og humorist stille mig op og sige behjertede ting som
Man kan ikke spejle sig i det at tie.
Det lyder jo dejligt kryptisk. På gode dage som en gåde.
Men Wittgensteins anekdoter kan ikke bruges til at overvinde Facebook, Reddit, Instagram og TikTok.
Jeg undrer mig over hvor tit der bliver sagt på Facebook ordene: Tænk over hvad du selv siger. I en helt stilfærdig filosofisk og kærlig mening. Jeg ved det. Det sker aldrig. Det er lige præcis det man ikke må sige på Facebook. Eller: Det er i strid med de sociale mediers logik. Deres omgangsform.
Jeg vil ikke formane.
Jeg vil gøre det til noget sjovt at tænke over hvad man selv siger ved at sige at ethvert prægnant udsagn rummer en virkelighed.
Mennesker formaner sig selv på en forkert måde når de bruger de sociale medier i 2020. Hvad enten det er hele det Lutherske, det kapitalistiske, det litterære eller det freudianske apparatur der tages i anvendelse siger de for lidt og når ikke hinanden. Får ikke lyst til at ses. Får ikke lyst til at drikke kaffe sammen. Jeg er ikke på Facebook. ”Nu er jeg for fuld af mig selv”. ”Nu siger jeg noget tomt”. ”Nu siger jeg noget der er sagt før”. Folk stopper sig selv før ånden kommer til orde. Dér siger jeg stop! Dér siger jeg der må gøres noget! Dér befaler min samvittighed mig at sætte ind.
Vi bliver nødt til at hylde dem der kan se tidens onder. Paul Klees kunst var stærk og overbevisende og fangede tidsånden den gang den kom til, men den var magtesløs overfor nazismen. Den blev forbudt af nazisterne.
Jeg har i syv år sagt ting som ”Hofflugen er blevet spist af en tiger”. Jeg har ikke fået folk i tale. Ligeså lidt som Paul Klee fik bøjet nazisterne før de overfaldt og dræbte størstedelen af jøderne.
Facebook er en sygdom som selvfølgelig skal behandles med sine egne midler.
Mit beskedne bud på en løsning er at foreslå softwaren Horserace
Horserace
Øvelserne træner “aflevering” (som i fodbold) af sprog og indlevelse samtidig. Aflevering af sprog betyder at bruge sproget præcist, nuanceret og med humoristisk overskud og med situationsfornemmelse. Altså noget de fleste af os kun sjældent oplever i den virkelige verden uden for mine lysbilleder.
Efter denne selvforgudende tale er det tid til at smøre ærmerne op.
(Hvis du ikke kan se Facebook som ”en filosofi” vil du være dårligt rustet til at medvirke i Horserace. Alligevel tror jeg de fleste mennesker vil have gavn af at medvirke.)
§1
Hvis en eller anden stillede sig op og sagde ”der er dét og dét galt med de sociale medier, de skal være sådan, så ville vi alle få det bedre” og havde ret, så ville ingen forstå ham eller hende eller reagere.
§2
Vi er nødsaget til at gøre et verdensomspændende arbejde for at beskrive farven grøn for en person der aldrig har haft synsevne.
§3
Sprogfilosoffer har fra gammel tid lært os om at kategorisere og forstå sproglige udsagn. ”Albert er 8 år” er et deskriptivt udsagn idet det fremstiller et sagsforhold. ”Albert bør ikke være kommunist” er en anden slags udsagn som filosoffer kalder normativt og som ikke-filosoffer kalder et (godt) råd.
§4
Vi går tilbage til sætningen Ethvert prægnant udsagn rummer en virkelighed. Spørgsmålet er hvad sproglig prægnans er og hvad virkelighed er.
§4.1
Prægnans kan lyde som noget lidt kedeligt og uvedkommende. Men enhver vil gerne
- Elskes for det der bliver skrevet på sociale medier
- Elskes for vedkommendes oprigtighed
- Elske gennem sine formuleringer, sine formuleringers enkelhed.
§4.1.1
Jeg betragter omgangsformen på Facebook som overdisciplineret i langt højere grad end kaotisk, futil, latterlig, uvedkommende eller tilforladeligt spøjs.
§4.1.1.1
Overdisciplineringen skyldes angst. Dette er et angst studie. Et studie i moderne angst.
§4.1.1.1.1
Det kan give angst at gentage en sandhed ligesom det kan give angst ikke at kunne udtrykke sig præcist, kærligt, ærligt, utraditionelt, modigt, forsigtigt.
§4.1.2
Selv når vi siger ting som er meningsløse kan vi blive elskede tilbage.
§4.1.3
Et vellykket digt er ikke nødvendigvis mere prægnant sprog end eksemplerne fra §4.1
§4.3
Jeg får da ondt af mig selv ved at jeg ikke kan sige hvad der er galt med Facebook. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde. Ikke på grund af antallet af onder som Facebook repræsenterer for mig, ikke på grund af at jeg er blevet hjernevasket af Facebook, ikke på grund af al informationsstøjen i medierne generelt, men fordi Facebook ikke er menneskeligt.
§5
At jeg tror på kærlighed og på det gode i mennesker er sagen uvedkommende.
§6
Horserace demostrerer og går ud fra at regnskabet mellem sprog og virkelighed ikke går op og at der endda er røde tal på bundlinjen.
