På bordet mellem os ligger to dugfriske eksemplarer af Herbjørg Linsemands “Navlen, forvirringen og de eksistentielle grundstemninger”. Vores bogmærker er begge strandede midt i kapitel fire og det får os til at grine højt og hjerteligt.
Hahaha.
“Ha-ahaha haha.”
Da der kommer en mus og stjæler det ene eksemplar får det os til at skændes om hvem der ejer det tilbageværende eksemplar. Vi hiver i bogen som går midt over. Det får os til at snerre ad hinanden.
Grrr.
“Grrr.”
Ups. Vi er blevet genkendte af en ældre kvinde ved det tilstødende bord. Vi skynder os at fløjte som om intet var hændt.
Fyyth fyyyth fyyth.
“Fyyyth fyyth.”
Kvinden smiler og vi forsøger os med at lægge ansigterne i alvorlige folder. Da det ikke hjælper, indser vi at vi er nødsagede til at begynde interviewet.
Hvad er sprog?
Herremand Ib kigger på mig med et tomt blik. Han er besvimet med åbne øjne fordi mit spørgsmål er så tåbeligt. Jeg skriver spørgsmålet på det lille syrlige viskelæder i toppen af min blyant og holder den lige foran hans venstre pupil. Kuren virker og han kommer atter til bevidsthed. For at undgå flere misforståelser gentager jeg spørgsmålet med en let polsk accent.
Vat æ sproh?
“Sprog er fuglekvidder fra en eksisterende gren i et ikke-eksisterende univers.”
Jeg nikker samtykkende.
“Jeg kom med min pik og 1000 værker med 10.000 nuancer og forløste hendes menneskelighed.”
Jeg skæver over til kvinden der lader som ingenting. Jeg fløjter ned i kaffen. Det giver en pluprende lyd.
Herremand Ib, nu ikke tale om din hustru og jeres ægteskab. Hvad betyder skabrøs?
“Slå det dog op.”
Jeg kigger mistroisk på hans ene vante der er faldet på gulvet og møder hans isnende blik. Før han får set sig om er jeg sprunget op på kvindens bord. En pinlig tavshed indtræffer.
