Fire venner der ikke helt har formatet til at skrive en kronik i Politiken sidder om et bord og er noget så uenige.
Kan vi ikke bare skrive et sindsoprivende manifest?
Det har vi gjort 44 gange.
Vi evner det ikke! Vi har ikke evnerne! Det er det jeg altid siger! I vil ikke høre på mig!
Kurt, vi vil ikke høre på dig når du siger sådan nogen negative ting. Vær positiv din forbløffende røvagtige narlort!
Den kloge Vasby bryder ind:
Altså jeg har simpelthen ikke formatet til at overgå jeres formater og få jer til at se åndsbeslægtede ud, for I er så dumme! Så dumme, siger jeg! Mit format kan ikke hæve vores samlede format!
Det eneste vi kan er at sidde og spise!
Jeg har kun spist en agurk.
Du har spist min melon!
Der er slet ikke serveret meloner.
Og det er en fejl af mig. Jeg skulle have medbragt meloner.
Hør Mads Peter, din gamle røv, skal vi ikke tage desserten før din socialistiske enetale?
Jeg synes vi skal høre hvad jeg har at sige.
Vi er bare splittede og enestående.
Det er da det vi er.
Men vi er ikke forvirrede.
Må jeg citere Maradjøngade nu?
Værsgo’!
”Forvirringen i samfundet passer fint med menneskets fordybelsesangst.”
Det er godt sagt Torben!
Men det er Maradjøngade der har sagt det.
Ja ja, det ved jeg godt.
Men hvad er fordybelsesangst?
Nuancer. Komplekse sager. Det ukendte. Hvilke nuancer er vigtige? Fordybelsesangst.
Tak fordi du forklarede det for mig Ropse.
Vil du have en citron til dine rejer?
Nu skal du ikke gejle mig op til at blive luftig!
Jo men jeg vil tale om sprogskam.
Sprogskam? Hvad er det nu for noget?
Ligesom når man tager et billede af en der ikke bryder sig om det. Når man bryder ud i sprog er det også forbundet med skam.
Det er jeg glad for du siger. Nu vil jeg have den citron.
Nej.
Jamen du sidder med den.
Nej.
Du sidder med den.
