Det er en af landets mest spændende bevidstheder der er på programmet i dag hvor Gustav I. Maradjøngades bevidsthed bliver gennemgået og formidlet for en fyldt sal der koger af forventning. Foredragsholderen Federspiel krøller behændigt posen med spørgsmål sammen og giver den to klask hvorefter spørgsmålene svæver op af posen og fordeler sig som små lyspunkter i lokalet. Der går et gisp igennem forsamlingen. Vent. Der er noget i vejen med den høje foredragsholders skohæl. Nej, heldigvis ikke alligevel.
»Lad mig starte med en anekdote. På et tidspunkt bliver Maradjøngade træt af sin underbevidsthed. Hans psykolog forklarer ham at årsagen er at underbevidstheden er blevet bevidst om et brændende stearinlys som generer den på grund af varmen og to hatte. Da der går ild i den ene hat, rent underbevidsthedsteknisk, bliver Maradjøngade træt af sin underbevidsthed, i stedet for at lokalisere og blive træt af problemets kerne, nemlig stearinlyset. Han går to gange rundt om lyset med en vædder før han opdager psykologen der gemmer sig bag flammen. Psykologen, som vi her vil kalde Steven, brænder næsen, og Maradjøngade ånder lettet op og takker Steven i et brev. Han er kommet et stort stykke videre med sin bevidsthed.«
Salen mumler begejstret.
»Jeg håber det bedste for andre fordi jeg er en religiøs person og ikke på grund af den måde de behandler mig.«
Maradjøngades indvending bliver overhørt af foredragsholderen som fremviser en flot splint af flint han selv har fundet.
»Jeg tror vi skal lade den gå rundt.«