“Hvad laver du?”
“Jeg sidder på toilettet.”
“Vi skal til og i gang med historien.”
Ørnen Nothing tørrer sig bagi, vasker kløer og forlader det lille, men bekvemme, toilet. Ved spisebordet sidder stationsforstanderen Møtcherfod og læser i en opslået avis. Ved siden af på bordet kører et elektrisk tog rundt på en lille togbane.
Ørnen spørger om alt går godt på togbanen. Møtcherfod svarer at der har været meget at se til hele morgenen og formiddagen. Ørnen drikker den sidste slurk kaffe og forlader huset, vel vidende at den bare er én af et tusindtal ørne. Hele dagen gør den de ting ørne nu engang gør og om aftenen vender den hjem til huset. Togbanen er flyttet over på sofabordet. Hver gang dette sker er det fordi Møtcherfod har fået en genial idé. Selvom idéen er genial husker Møtcherfod at tilse togbanen ind imellem regnen af geniale idéer. Ørnen sidder midt i regnen og lytter opmærksomt. Efter brainstormen som altid ender med at luften dirrer af store forventninger og åbne, syngende spørgsmål, tørrer Møtcherfod ørnen og de går til ro side om side. Imellem dem ligger deres lille barn Taulov og sover højlydt.
En dag er det ørnen Nothing der finder på en genial idé, nemlig at spørge den næste ensomme ørn den støder på hvad den hedder og, der ud fra, forsøge at finde ud af hvordan den, eventuelt, forstår sig selv. Møtcherfod slukker togbanen og han og Taulov sidder helt stille med åben mund og rullende øjne indtil Nothing kommer tilbage, for så genial er idéen. Nothing har mødt en anden ørn der hedder Svend og som forstår sig selv på den måde som en Svend forstår sig selv. Det fortsætter de næste to dage med ørnene Birgit og Kristoffer. Derpå er ørnen Nothing parat til at konkludere at den er den eneste ørn som har et passende ørnenavn. Med en tåre i øjet tænder Møtcherfod togbanen igen og lægger sin hånd på ørnens ørnekind.
