Home Non-categorized Med eneret for Den Anden Avis: “Ørnen Nothing og stationsforstanderen Møtcherfod”

Med eneret for Den Anden Avis: “Ørnen Nothing og stationsforstanderen Møtcherfod”

1179

“Hvad laver du?”

“Jeg sidder på toilettet.”

“Vi skal til og i gang med historien.”

Ørnen Nothing tørrer sig bagi, vasker kløer og forlader det lille, men bekvemme, toilet. Ved spisebordet sidder stationsforstanderen Møtcherfod og læser i en opslået avis. Ved siden af på bordet kører et elektrisk tog rundt på en lille togbane.

Ørnen spørger om alt går godt på togbanen. Møtcherfod svarer at der har været meget at se til hele morgenen og formiddagen. Ørnen drikker den sidste slurk kaffe og forlader huset, vel vidende at den bare er én af et tusindtal ørne. Hele dagen gør den de ting ørne nu engang gør og om aftenen vender den hjem til huset. Togbanen er flyttet over på sofabordet. Hver gang dette sker er det fordi Møtcherfod har fået en genial idé. Selvom idéen er genial husker Møtcherfod at tilse togbanen ind imellem regnen af geniale idéer. Ørnen sidder midt i regnen og lytter opmærksomt. Efter brainstormen som altid ender med at luften dirrer af store forventninger og åbne, syngende spørgsmål, tørrer Møtcherfod ørnen og de går til ro side om side. Imellem dem ligger deres lille barn Taulov og sover højlydt.

En dag er det ørnen Nothing der finder på en genial idé, nemlig at spørge den næste ensomme ørn den støder på hvad den hedder og, der ud fra, forsøge at finde ud af hvordan den, eventuelt, forstår sig selv. Møtcherfod slukker togbanen og han og Taulov sidder helt stille med åben mund og rullende øjne indtil Nothing kommer tilbage, for så genial er idéen. Nothing har mødt en anden ørn der hedder Svend og som forstår sig selv på den måde som en Svend forstår sig selv. Det fortsætter de næste to dage med ørnene Birgit og Kristoffer. Derpå er ørnen Nothing parat til at konkludere at den er den eneste ørn som har et passende ørnenavn. Med en tåre i øjet tænder Møtcherfod togbanen igen og lægger sin hånd på ørnens ørnekind.

Previous articleUndersøgelse: Etiske overvejelser omkring absurditeten i den rutinemæssige anvendelse af korte sårethedserklæringer overfor mennesker i den sociale periferi
Next articleKronik i 1965: “Beatles må ikke være så glade”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)