Klip 1: En mand renser diskret tænder til en solokoncert for spansk guitar. Tårerne strømmer ned over hans kinder.
Klip 2: En mand renser diskret tænder siddende i et planetarium. Tårerne triller ned over ansigtet.
Klip 3: En tand renser diskret tåre med en mand. Hvid baggrund. Der høres glade hvin.
Kommentar: De tre scener viser overgangen fra sorg til glæde og minder publikum om at “Ingen smerte varer ved” og “De er rige i Borup”.
Klip 4: En dame med et ben sidder ved skrivebordet på et kontor og forsøger at koncentrere sig mens en mand fortæller vitser.
Klip 5: Kameraet bevæger sig hen på hendes computer. Det viser sig at hun kan bevæge musemarkøren uden for skærmen.
Klip 6: Hun bevæger markøren hen på den morsomme mand. Der lyder et museklik og manden trylles om til en anden kvinde med et ben.
Speak med uendeligt tør og langsom mandsstemme: “Ja. Jeg blev tryllet om til en der mindede om hende jeg var forelsket i. Men virkeligheden blev som en af de grænseløst kedelige Windows 10 pauseskærme indtil der pludselig en dag skete noget.” Lys blændes ned.
Skrift: Måske er jeg, der lavede denne film, død nu hvor du ser den.
Skrift: Det er brændende særgeligt.
Skrift: Sørgeligt.
Skrift: Men jeg frygter ikke din benhårde og skarpsindige anmeldelse.
Skrift: Det er klart, når jeg er død.
Skrift: Men jeg har haft et dejligt liv.
Skrift: Ja, hvilken rolle spiller alt det med mig, nu hvor du skal have en filmoplevelse.
Skrift: Det har du ret i.
Skrift: Vi skal alle sammen dø og nu sidder jeg her ved tastaturet og spiller kostbar.
Skrift: Men sådan var jeg. Undskyld. Sådan er jeg.
Skrift: Men man kan sige, at jeg, nok i modsætning til dig, har indset det episke i en film der herfra og til slutningen udelukkende rummer skrift.
Skrift: Det bliver ligesom at læse en bog.
Skrift: Man kan blive paykisk dårlig af at læse skønlitteratur hvis ikke man er utrolig rutineret.
Skrift: Psykisk.
Skrift: Derfor har jeg specifikt krævet at dette skal være en film som man kan være sammen om at læse i biografen.
Skrift: Det er tryggere og det giver mig de perfekte rammer for mit timelange foredrag.
Skrift: Filmen handler om at psykisk sygdom smitter.
Skrift: Man kan simpelthen sige at psykisk sygdom, der er både genetisk og miljømæssigt, mest det første, betinget, kan trigges og at jeg, i kraft af at have psykiske sygdomme, sidder inde med en viden om hvordan man undgår at trigge psykiske sygdomme.
Skrift: Det er noget jeg kan.
Skrift: Jeg kan ikke bibringe dig den samme evne.
Skrift: Det er ikke det sagen drejer sig om.
Skrift: Enten har du den i forvejen fordi livet har lært dig den eller også ved du ikke præcist hvad der er tale om.
Skrift: Tænk over dit liv.
Skrift: Jeg hypnotiserer ikke eller noget. Jeg siger:
Skrift: Tænk over dit liv.
Skrift: Har du nogensinde tænkt over hvor vanskeligt det er at sige noget værdigt om dit liv?
Skrift: Noget der ikke bare er braller.
Skrift: Ikke bare tom snak.
Skrift: Men jeg siger:
Skrift: Jeg er denne films høvding.
Skrift: Tænk over dit liv.
Skrift: Tænk over møbler som du synes er flotte men som er alt for store til at stå i en tændstiksæske.
Skrift: Jeg beundrer dig og hylder dig fordi du forstår den metafor. Fordi det viser at du er et menneske. Der var ikke meget kød på metaforen men du slugte den råt.
Skrift: Jeg har dig i min hule hånd.
Skrift: Er der noget odiøst i det?
Skrift: Overhovedet ikke.
Skrift: Platon og Kierkegaard mente at der var noget dybt forkert i at have publikum i deres hule hånd.
Skrift: Læs om deres meddelelsesteori.
Skrift: Det var fordi de ikke havde sans for fiktion.
Skrift: Vi har hinanden i vores hule hånd hele tiden.
Skrift: Jeg vil ikke fortælle dig en lille naiv historie om en mand der kom gående i naturen.
Skrift: Det ville være hjerteløst.
Skrift: Du er en af disse søgende sjæle der findes overalt i storbyen.
Skrift: I sidder med en lup.
Skrift: Ingen ved hvorfor.
Skrift: Jeg ved ikke, hvad I gør.
Skrift: Men jeg ved, at det er hjerteløst at tilfredsstille en søgende sjæl uden at sætte sit eget liv ind virkeligt og ærligt.
Skrift: Rammerne tillader det ikke.
Skrift: Jeg må benytte min taletid på noget som er fortælleteknisk muligt. Holde mig på knivsæggen mellem fiktion og refleksion og tage dig i hånden, ukendte ven.
Skrift: Du forventer ikke at jeg siger Nu begynder vi.
Skrift: Du ved, at vi allerede er i fuld gang.
Skrift: Du ved, at du er udsat.
Skrift: Lad være med at sige Du forfører mig, Morten.
Skrift: Indrøm hellere at situationen er den at du allerede har idealiseret mig. Jeg er blevet en fin fyr på grund af distancerede og mere eller mindre klodsede kommentarer du har hørt inden du satte dig til rette.
Skrift: Jeg er en fin fyr.
Skrift: Folk er blevet så mærkelige.
Skrift: De siger Jeg er ok og du er ok.
Skrift: Det er et idiotisk sted at starte. Mine menneskelige kvaliteter handler om mig.
Skrift: De starter med mig.
Skrift: De starter ikke med en eller anden situation, hvor vi skal sammenligne os med hinanden.
Skrift: Hvis Man skal ikke gå efter manden, men efter bolden er baseret på det, er det er hult udsagn.
Skrift: Så er vi ude i en helt uoverskuelig kaotisk pænhed.
Skrift: Jeg tror du er begyndt at forstå min film.
Skrift: Du er begyndt at forstå at ethvert modent kunstværk er en værdig afsked med livet uanset om ophavsmanden skal dø i dag eller i morgen eller senere endnu.
Skrift: Folk siger Ingen lytter til de modne i dag.
Skrift: Det er forkert.
Skrift: Du lytter.
Skrift: Du er ikke noget kvæg.
Skrift: Din forudviden om filmen er måske en medvirkende årsag til at du ser min film, men den er ikke hele årsagen.
Skrift: Det ville være fuldkommen ude i skoven at sige at du er hypnoriseret.
Skrift: Måske føler du dig hypnotiseret.
Skrift: Men du husker mit indledende løfte.
Skrift: Jeg forlader mig fuldkommen på skriftens mystik og underbevidsthedens strukturerende princip og min egen professionalisme i forhold til om jeg får det hele med i løbet af min film.
Skrift: Du behøver ikke være noget geni for ikke helt at have fattet det.
Skrift: Det er fordi du automatisk ser mig som et produkt ligesom jeg automatisk ser dig som et produkt.
Skrift: Men det er altså dit problem hvis du abonnerer på den kapitalistiske idé at envejsinteraktioner og du selv er et produkt.
Skrift: Houellebecq har stillet denne centrale diagnose over vores samfund.
Skrift: Denne film er, om noget, et skridt på vejen væk fra den slags tænkning.
Skrift: Så hvis du tror at den er mit forsøg på at Meddele mig hel er du naturligvis på vildspor. Jeg abonnerer ikke på den idé om at vi almindelige dædelige kan det.
Skrift: Dødelige.
Skrift: Men jeg abonnerer på noget som har med håb og kærlighed at gøre.
Skrift: Nemlig at den sproglige praksis vi har gang i her bør fortsættes. Et sted. På et tidspunkt.
Skrift: Jeg vil lade filmen rulle lidt endnu som en form for kunstpause.
Skrift: Afrunding.
Skrift: Jeg fik da Sagt noget med denne film. Lad være med at indvende, at jeg skulle gøre den længere eller at der nødvendigvis ikke næsten kun må være skrift i en film.
Skrift: Som sprogmenneske er jeg klart tilhænger af at en film med mennesker simpelthen kan være for meget varetankegang.
Skrift: Nå, men det var en sidebemærkning.
Skrift: Fortsat god dag.
Skrift: //Morten, othernewspaper.com
