Jeg har fundet mig en form som er min mikrofon, min spændetrøje, min diamant, mit kærlighedslager, min situationsfornemmelse, min forståelse for at nogle mennesker ryger mere end jeg, mit abrakadabra, mine begrænsninger og min forklædning. Ikke min eksistensberettigelse, ej heller mit livsprincip. Spørgsmålet er om jeg kan tillade mig at afvige fra den i resten af min tid. Det er en gave at jeg er det eneste menneske i Danmark formår at fylde den ud. Opgaven bliver ikke at arbejde, men at give og tage imod kærlighed.
