Sprutteblæk er en rigtig slem blæksprutte. Den kan nemlig godt lide at sprutte blæk i hovedet på folk. Problemet er bare at der ikke kommer så mange folk nede på havbunden. Derfor bliver den ven med et lille stykke mikroplast som den forulemper og gør rasende. Plastikstykket hævner sig ved at fortælle en lang og trættende historie om dengang det var en del af spændet på en slalomstøvle. Det er ikke en bog for sarte sjæle eller børn med gode hoveder. At denne børnebog overhovedet blev skrevet, vidner om voksenforfatterens dybe og pinlige fremmedgjorthed i forhold til andre voksne, særligt blandt de aller aller nærmeste. Jeg ville ønske at forfatteren var druknet før vedkommende nåede at skrive dette infame makværk. Hold op med at skrive Peter Vamk. Stop. Nu. Du må ikke være forfatter længere. Det kommer ikke til at gøre mere ondt end hvis Putin tog reflekssolbrillerne af og spænede ud af Kreml. Det kommer ikke til at medføre mere eksistentiel lidelse end når du har problemer med din mor. Når alt det er sagt var der i bogen ét solidt dryp af kærlighed, nemlig på side 33 hvor plaststykket laver pølser og gemmer dem i en æggebakke i Sprutteblæks køleskab. Der faldt tingene lidt på plads for mig. Det var en klar markør fra forfatterens side, en umisforståelig indrømmelse af nogle gode klassisk Freudianske ting som forfatteren må rode videre med. Men den gode stemning bliver smadret allerede på næste side hvor Sprutteblæk brækker sig på en kiks og tisser på en cykel — samtidig! En ussel bræk-lortebog fra et brækhoved af en forfatter. Jeg håber at forfatteren vælter sidelæns ned fra sin cykel og slår tindingen ned mod en brandhane. Jeg håber forfatteren herefter slæber sig ind på en af de der restauranter ved Scala hvor alt inventaret, der skal ligne gammelt bras, er udvalgt i et katalog fra Honduras.
