Ofte løber vi ud af lokalet midt i en morsom middag med det formål at henvende os til os selv, fx med hyldestdigte og gaver skjult i lommen, men det kan også være med høflige forespørgsler til vores velbefindende, anmodninger af mere formel art, såsom fremsendelse af budgetskema og cv; og til sidst er der trickspørgsmålene, hvor vi forsøger at snyde os selv for småbeløb.
„Den kan antage mange former.“
Stemningen og ånden i hvilken vi foretager disse selvhenvendelser er, mærkeligt nok, forskellig og uafhængig af såvel ydre baggrundsstøj som vores beklædning: 1. Klappe sig selv på skulderen. 2. Ringe til os selv og lavmælt citere spændende og mindeværdige litterære oplevelser.
„Bare der er en fordybning.“
En fordybning?
„Vi kan hælde vand ned.“
Men vi kender os selv. Hvorfor så al den hurlumhej med selvhenvendelse?
„Vi kender ikke os selv.“
Og her er det du skriver, at det ikke er dig der har egenskaber, men dine egenskaber der har dig.
„Ja.“
Hvorfor hævder du det?
„Jeg kan godt lide efterfølelsen når jeg vender identitetsspørgsmålet på hovedet på den måde.“
Det kan jeg også, men jeg ved ikke hvorfor.
„Desuden kan jeg godt lide at betone det smukke ved ikke at kunne se særlig meget når vi kigger indad.“
Hvorfor er det smukt?
„Fordi det er ydmygt og filosofisk og viser at vi har brug for hinanden i en grad der sagtens kunne være, men aldrig bør kaldes, afhængighed.“
Jeg er desværre allerede gift.
