Tæppet går. En ung knejt, Jubii Knap, træder ind på scenen. Han tager sig ud som en Aladdin, men en Aladdin der har anstrengt sig temmelig meget. Han er stakåndet af at løbe op og ned ad bjerge og igennem uigennemtrængelige krat man ellers bare kan gå udenom via Bankvej. Foran ham, midt på scenen, ligger målet for hans anstrengelser: 10.000 bordskånere fint stablede med en kvittering fra stableren, hvorpå der med utydelig skrift står: ”Jeg har stablet demme hersens efter min egen smag, nemlig lodret.” Jubii Knap går vantro rundt om de værdiløse bordskånere mens han håner sedlen med en fakkel han resolut hiver ned fra væggen. Bordskånerne overtaler de stridende parter til at indgå kompromis: sedlen forærer Jubii en sølvhabit og Jubii forærer sedlen en guldhabit. I en morsom slowmotion, der får cirka halvdelen af publikum til at grine, drejer de flere gange rundt om hinanden og fremviser deres fancy tøj. Publikum blinker med øjnene og niver sig i armen mens de spørger sig selv om det flotte tøj er virkeligt og om de nu er klar til ni timers improvisation da teaterdirektøren træder ind og maler alting blåt. Tæppe.