Hvor er det godt at Spakka har udgivet en rigtig roman, for dem er der bestemt ikke mange af. Hvor er det godt at hun bruger “rigtig” i titlen, for det betyder at jeg som læser står, jeg rejste mig op i begejstring allerede på side et, og er forsikret om at jeg ikke “rigtig” får brug for min ironi under læsningen af dette pragtværk “Den rigtig gode familie”.
Det er sagt om familieproblemer, at de udgør verdens største problem og at litteraturen er til af netop den grund. Onkel Heis. Søster Weis. Svigerditogdat Keis. Men her har vi altså at gøre med en rigtig god familie: Onkel Brise. Søster Brise. Svigerditogdat Brise.
Den første femtedel er sørgelig. Her kommer maleren Fister Baunsbak til skade med en vinkelsliber lige uden for vinduet bevidnet af hele den lykkelige familie. Familiemedlemmerne iler til med kyndig hjælp, varme ord og sko, maleren har af uvisse grunde glemt at iføre sig dem. Maleren bliver reddet og modtager mel nok til et års forbrug.
I den anden femtedel lærer vi hele den store familie Brise at kende. Det viser sig at de fleste af dem hedder Clausen.
Den tredje femtedel er en yderst vellykket humanistisk doktorafhandling. Jeg forstod ikke så meget som en stavelse, men satte pris på hvert et ord. Ja, jeg blev klogere. Min hukommelse blev ydermere skærpet og jeg huskede hvor jeg havde forlagt min mobil.
I fjerde afsnit forstår vi meget mere om hvorfor bogen indtil nu har været så underlig. Her hjælper man til hvor man kan. Halvdelen af dem der bliver hjulpet, helt præcist manden Kurt der bliver båret over en parkeringsplads af hele familien, har ikke bedt om det, men den anden halvdel har sandelig brug for hjælpen. Det er Bjarne. Han lider frygteligt men da fjerde afsnit er forbi lider han ikke frygteligt, så det må siges at være en forandring til det bedre.
Bogens afsluttende femtedel er nogle overordnede betragtninger omkring loyalitet.
