I denne roman møder hovedpersonen, den etablerede og internationalt anerkendte forfatter Dimmi Mandel, en lang række verdensberømte, afdøde historiske personer én efter én og taler akademisk nedladende til dem alle indtil hun får foden i klemme under en kran og er tvunget til at høre på slikproducenten Ivor Kantut i 12 uger på en sørejse til Port Said i Egypten ombord på en ”møgelendig båd”. Der opstår en kæmpe konflikt mellem dem. Hvilken type konflikt? Det er bogens egentlige tema. Er det kampen mellem dannelse og mangel på dannelse? Måske ikke: på et tidspunkt konkluderer Dimmi at Ivors bøger trods deres „tåkrummende, evindelige afvigelser fra traditionel akademisk tænkemåde og stil“ alligevel rummer tilstrækkelig lidenskabeligt tankegods og livsvisdom til at være interessante. Er det kampen mellem selvkendskab og utilstrækkelighed? Måske ikke: på et tidspunkt, da Dimmi ivrigt forsøger at efterligne Ivors stil afslører han hende i at overdrive den naturlige jordnærhed fordi hun kalder sit essay: „Hvor kan jeg få et nyt snørebånd?“ Er det kampen mellem mand og kvinde? Måske ikke: Deres samtaler handler udelukkende om ferskvand og irere. Er det en kærlighedskamp mellem meget forskellige mennesker? Det bliver svært at afgøre, for begge rammes af Jakobsens Syndrom, opkaldt efter Hifitti Bendtsen, som består i at man danser i stedet for at tale og omvendt. Om der kommer en forløsning ved bogens slutning vil jeg lade være op til læseren at afgøre. Jeg synes denne bog er en vigtigprås, men ih, hvor er den god!
