Erik og Anne bor i en lejlighed på Vesterbro som hun har arvet efter sin mor, som har arvet den efter sin far, som har arvet den efter sin far, som har arvet den efter sin mor, som har arvet den efter sin far. Så kan handlingen begynde. Hver aften forsøger de at smide en teske med salt gennem stuen uden at det ryger af, men hver gang fejler de. Det er altid Erik der kaster skeen, men de er enige om at dette er den bedste måde, overhovedet, at bruge deres aftener sammen. Før kastet mærker Erik efter og tænker at han ikke har mærket ordentligt efter når saltet hver gang spredes ud over gulvet. Det beklager han sig over og Anne lytter til den bekymrede talestrøm. “Kan vi ikke sætte et legekomfur på gulvet?” spørger han da handlingen i denne hyggelige og trygt forudsigelige bog, der har karakter af en egentlig fabel, tager fart. Anne kan godt følge tankegangen, men Erik rammer ikke rigtigt og skeen flyver over komfuret med nøjagtig samme resultat som de tidligere aftener, helt tilbage til den gang de var nyforelskede. Efterhånden som dette skekasteri fortsætter aften efter aften optegner forfatteren Skekast Hæmmingsen en kønsforskel som er smuk fordi saltets spredning får dem begge til at le. Det er et helt lille fyrværkeri af salt. Der er aldrig nullermænd i saltet når de fejer det sammen men nogen gange krummer. Det brugte salt smides ud, så spiser de hver en Gajol og går i seng. Når de ligger ved siden af hinanden i sengen er Erik blevet rolig, men han taler endnu. Højdepunktet i romanen er den skrækkelige torsdag hvor han smider skeen lodret op i luften med den skjulte hensigt at få skeen til at lande blødt i hans pandehår, men de får begge salt i øjnene da de kigger efter den højtflyvende ske. Med salt i øjnene famler de fortvivlede rundt i den rare stue og tingene forværres yderligere da Erik snubler over et postbud, som ligger udstrakt på gulvet, og Erik falder med et brag. I en rørende scene spiller Erik død mens han misser med øjnene og betragter sin elskede kone gå ind i reolen. Det uskyldstab som episoden foranlediger er enormt. Det går op for dem begge at skeen må hentes. Med rystende hænder fylder Erik den med rødgrød og drysser salt på hvorefter den af Anne anbringes på en underkop som ryger i fryseren. Nu er det skeens tur til at beklage sig og Erik får en tiltrængt pause som han bruger til at læse et Anders And blad. Efter en times ventetid er skeen klar og det fuldendte kast kan gennemføres. Postbuddet påpeger at metoden er uortodoks. Postbuddet hævder at det er snyd mens han fægter med posttasken. Postbuddet klør sig på overarmen.
