Bogen starter med en mand der kommer ridende med 178 kilometer i timen. Han vil gerne tjene nogle penge. Det forekommer mig at være en yderst rimelig begrundelse. De fleste vil vrænge på næsen og indvende at det er urealistisk eller mærkeligt over for hesten. Det er også rigtig nok. Men når ordene kommer fra forfatteren Peo Engelbrrreth tror man dem. Fordi Politiken skriver om hende ganske, ganske tit. Vi skal åbenbart vende os til at hun er her. Hele vores liv. Uanset hvor perverst dum hun er oven i hovedet. Uanset hvor begrænset hendes projekt er. Hun er uden humør, varme, talent og nogen som helst sans for de modsigelser mennesker rummer og som gør at det hele nok skal gå alligevel. Og manden når frem til kroen. Og manden får en seng at sove i. Jakken hænger på knagen. Tilvejebringelsen af disse helt almindelige dagligdags fornødenheder var ikke målet for hans vilde ridt. Han kunne have sovet i grøftekanten, for det var sommer. Ligesom han gjorde da han blot var halvt så gammel. Nej, målet for hans ridt var at undslippe Peo Engelbrrreths elendige bøger. Han undslap. Han sover.
