Home Non-categorized Ny bog: Orkanen

Ny bog: Orkanen

1177

Tre unge knøse på henholdsvis 54, 52 og 68 er ude og gå en tur da de bliver opslugt af en orkan. Heldigvis bliver de ved med at gå, selvom fødderne ikke berører jorden, og det bliver deres redning. Der sker nemlig det at de under næsten ufattelige lidelser får held til at gå hele vejen rundt på ydersiden af et flygel mens de er i luften. Fem gange går de rundt uden nogensinde at have gået rundt på et flygel på denne halsbrækkende måde før. Den ene, ham der hedder Fip, har dog gået rundt om en blokfløjte på samme måde engang i tidernes morgen og er dermed, i kraft af sin viden, i stand til at coache de to andre til behændigt at placere deres fødder på flygelets yderside og denne monotone beskæftigelse afleder opmærksomheden fra rabalderet for de tre venner som, på trods af at de får knust hver en knogle i deres kroppe og antændt buksebenene af flyvende stearinlys og får upoppede popcorn i øjnene, alligevel får en bekvem mulighed for at beskæftige deres indbyrdes meget forskellige sind. Den mest indviklede, ham der hedder Fabber, mister koncentrationen efter tredie runde og falder ned på flygelets venstre hjul hvor han opdager at det også er muligt at gå, dog uden at tilbagelægge nogen egentlig afstand, eftersom hjulets snurren kompenserer for Fabbers fremdrift. Da han begynder at hinke bliver det for meget for hjulet som lægger sag an, med Fip og Karlsen klædt ud som meget alvorlige dommere. Den efterfølgende retssag er hylende morsom fordi der hele tiden sniger sig et løg ind i retslokalet. Hjulet taber selvfølgelig sagen og må slukøret vende tilbage til sin oprindelige funktion der midlertidigt er blevet varetaget af en mede. Bogen er lige ved at slutte, da forfatteren mesterligt, i det efterfølgende kapitel, får anbragt flygelet på en øde strand med smuk udsigt til et engareal der er hjemsted for vadefugle på grund af talrige pøle og andre typer vådområder. To udhuse medfølger, sammen med et overdådigt 120 år gammelt marmorspringvand samt forskellige havemaskiner. I portnerboligen bor butleren Fæbbæk. Det er samme Fæbbæk der, iført morgensko og jakkesæt gør et værdigt førstegangsindtryk på de tre kammerater der ligger og skriger af glæde på stranden over deres mirakuløse redning.

Previous articleMorten Bribik: “Ansøgere bør have et normalt navn”
Next articleInterview med Hofmand Maradjøngade
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)