Vi bliver forkælede i denne bog. Liv. Nonner der vimser rundt. Med store attachemapper som man ellers ville forvente det kun var kontorister der anvendte. Der hjælpes i lokalsamfundene. Der skrives breve. Der læses breve. Lidt irriterende som læser at læse brevene to gange.
Der bedes. Vi er med ved bønnerne hvilket er lettere forstyrrende. Det foregår alle steder men efter en plan, hvilket er beroligende.
Det er endnu en klosterroman. En god én af slagsen.
Ved kapitel 38 begyndte jeg at savne en forfængelig gut der bare ville være klar med Strandvejs villa og elitevenner. Jeg blev ikke skuffet. Men da han opdager klosteret og siden endnu et kloster og siden endnu et er det som om hans liv forandres. Til det bedre. Han flytter Strandvejs villaen ned til Polla Polla klosteret i Firenze og det fortryder ingen i familien. Familien drøner rundt på gangene. Det er sjovt. Det er vittigt. Der er mange fjollede episoder hvor nonnerne og familien laver fis med og tager gas på, i den rækkefølge, hinanden.
Munkene i de tredive sidste kapitler har intet kloster. De går bare rundt og rundt nede i dalen i en lige række. Lige præcis den del af historien syntes jeg var lidt svag. De er for rastløse og kluntede, særligt når de skal yde assistance i lokalsamfundet. Lokalsamfundet ender med at blive lidt trætte af dem. Så er der kun det at gå i seng.
