Der er opstillet bearnaisesovsefade i skridtafstand i sindrige gange dybt ned i den aflange tusmørkeindhyllede sommerhave. Faklerne viser vejen og i træerne tunge, lysekronelignende guirlander.
Englænderen Sloane Pøhhøldt er kommet til fest i Danmark og måber over vores eventyrlige frisind med de badende nøgne kvinder, de meget vrede mænd der brydes under lærketræer og vores lattermilde imødekommenhed.
Han fanger hurtigt stemningen, så åben og lys den er, og dumper ned i en havestol med sin nippedrink i bunden af haven.
En gammel træt milliardær vakler langt borte forbi orkesteret med et skakbræt og betragter sangerinden Rosas lange ben. “1-2-3. 1-2-skru lige lidt ned for mig!”
Luftmads, på den hvide bænk, er usamlet, kærestetrængende, mut, forvirret, velklædt, bronzefarvet, håbefuld og uafklaret med fremtidsplanerne. Sloane betragter ham medlidende tværs igennem haven og genkender noget fra sig selv. Han rejser sig og beslutter at vie første del af aftenen til at trække den eneste søde unge kvinde Billie hen til Luftmads for han har mærket et eller andet ved middagen.
Det mislykkes.
Der går flere timer.
Festen har længe været i gang.
Milliardæren har mistet sine penge og er blevet til den sure, sjove mand. Som et blinkende viskestykke ligger han på hækken og lyner. Der er fire mennesker tilbage.
