I bogen ”Vaf” præsenterer du os for de to hovedpersoner som er et trug og en tennisbold. Det minder mig om H.C. Andersen eventyret om Kærestefolkene hvor vi møder en top og en bold. Men hvor en top og en bold begge er legesager er tennisbolden og truget kategorialt forskellige. Er det et romantisk greb alligevel?
Det er et postmoderne romantisk greb ja.
Javel. Men bag truget og tennisbolden sidder Allan og Christiansen og gemmer sig.
Ja.
Hvad bliver der af truget og tennisbolden?
Det står mellem linjerne.
Javel.
…
Men det at de har sat sig, fra romanens spæde begyndelse, bag kategorialt forskellige objekter peger vel på at vi mennesker er dybt dybt forskellige. Eller sagt helt kort: Hvor nogle gemmer sig bag tennisbolde gemmer andre sig bag trug. Hvorfor gemmer vi os?
Det er ikke os der gemmer sig. Det er Allan og Christiansen.
Men må jeg som læser ikke spejle mig i Allan?
Det kan du ikke.
Hvorfor ikke?
Fordi han sidder bag en tennisbold.
Da vi første gang hører om Allan karakteriseres han som ”et immunforsvar der sidder og griner”. Det er en lidt modbydelig præsentation.
Synes du?
Ja.
Jeg synes ikke det er grimt.
Men så kommer du tættere på Allan.
Ja. Jeg finder ud af at Allans grin stikker dybere.
Hvordan finder du ud af det?
Aner det ikke.
Men han griner ikke kun af sine egne vitser.
Nej. Han griner også af andres vitser.
Det gør ham i mine øjne dyb.
Også i mine.
