Vi kender alle til det usagte der som regel handler om at vi elsker hinanden, trods forskelligheder, forhindringer og fejl. Men jeg bryder mig ikke om at slå op i en kaffebordsbog og se en mand der, stående halvvejs oppe på en bakke, forsøger at sige “ræk mig saltet” ved at slå bækkener sammen og spjætte med foden. Det usagte bør ikke være klovnet eller forceret. Det usagte bør være i, og fortsat forblive i, de smilende og varme blikke der forbinder os i samtalerne vi har med hinanden. Dermed kan vi stille tændstiksæsker med vat på de stiplede linjer mellem øjensættene. Det er der en vis fornuft i.
