Angsterfaringen har næppe den åndelige dybde som modernisterne og lad os bare tage Kierkegaard troede, cementerede i forhold til os andre og selv gik ud fra. For dem var angsterfaringen et vilkår på grund af fortidens ganske ringe behandlingsmuligheder. I dag ved vi at den er sygelig. I den forstand havde nazisterne delvist ret i at den modernistiske kunst var og er udartet. Den modernistiske kunst spekulerede i angsterfaringen på samme måde som en strandsælger om vinteren spekulerer i hvordan han skal lave de bedste sandwiches når det bliver sommer. Han tænker på Pappes Pølser over i den anden ende af stranden og han tænker på Pappe. Jeg tror ikke en Paul Klee eller en Piet Mondrian dybt i dem selv troede de havde fundet de vises sten. Det blev grundlæggende en lidt pinlig affære som satte gang i meget hø. Jeg prøver at styre min lille datter uden om fx Louisianas permanente udstillinger for jeg synes de er så bøvede. Hellere lyse øjne på landet til mig. Jeg tror virkelig ikke disse værker får hende til at ”se på verden på en anden måde” og hun er jo en slags sandhedsvidne fordi hun er et barn.