De mest hjerteskærende dårlige digtere jeg kender er dem der skriver ud fra deres egne forudsætninger. Enhver må pippe med sit næb. Nej, den slags er trættende. Alternativet er at skrive ud fra at verden og enkeltmennesket er et hjemsted for Helligånd, sårbarhed, også psykisk sårbarhed, et sted af barnlig, letflydende, piblende varm fylde hvor der er håb om fremtid og fællesskab og kærlighed i massevis at nyde, at dele, at glæde sig over. Hvor det positivt pudsige levnes en værdig plads. Disse kældermennesker navigerer ud fra en hob af fikse ideer som de næppe selv har adgang til at blotlægge intellektuelt og siden analysere med den kølige tanke, fordi de, både ideerne og deres digtere, er kærlighedsformørkede og vansirede af en talentløshed som får det til at vende sig i selv den mest utrænede læser. Ikke et under at jeg ikke kan holde dem ud. Ikke et under at du ikke kan holde dem ud. Jeg kan holde mennesker ud. Jeg har medlidenhed med de små og kranke. Jeg kan tale i dæmpet, varm forståelse med den syge og den vilde. I en grad så jeg har vanskeligt ved at sige: dårlig digter. Jeg kan forholde mig direkte til skrigere, til hjemløse, til det lille forløsende nik når jeg møder en tilfældig elendig på gaden som jeg render på. Jeg kan forholde mig til hygge, samtale, varme og alt menneskeligt, men ikke til en daglig dosis af dårlig digtning. Det er ikke poesi at tro på selvkendskab og fikse ideer. For disse ting er blot et skalkesjul for menneskelig kulde. Helligånden er ikke de kristnes privilegium. Det er rigtigt. Den er for alle. Men dem der er mere interesseret i spøgelser kan ærlig talt rende mig et stykke. Dem er jeg ikke sat i verden for hverken at promovere eller linke fællesskabshyklerisk til. Et fællesskab er noget ægte. Noget med varme og fylde. Her har ufrivillige pinligheder og dikkedarer ingen plads.
