Home Non-categorized Jeg er ved grød ikke den største tænker/digter verden har set

Jeg er ved grød ikke den største tænker/digter verden har set

1668

1.

Jeg er sikker på at den (smukke!) alderstegne herre jeg engang oplevede stavrende fra eller til, jeg husker det ikke, alteret i Vor Frue ville sige til mig, til alle der spurgte ham: Tilgivelse er et mirakel, et mirakel er en nådegave. Jeg ville da, drillende, prøvende spørge ham: Er tilgivelse en guddommelig viljesakt af et menneske, hvortil han ville sige, spøgende, men i fuldt alvor: Nej, min dreng.

Derfor forstår vi ikke tilgivelsens væsen. Eller: Der er næppe noget fromt eller ædelt at sige om den. Derfor er det jeg skriver her i bedste fald noget skinhelligt, angstfyldt, famlende vrøvl.

Når jeg tilgiver dig, måske har jeg allerede gjort det, vil jeg være taknemmelig, er det nok allerede.

Så tingene handler som sædvanligt ikke om at gøre noget religiøst.

~~~

2.

Tak.

~~~

3.

Var Shakespeare irriterende? Det er noget overpriviligeret tidsspilde at spørge, men jo! Han var irriterende. (Han var også ikke-irriterende, misforstå mig ikke.) Han var et renæssancemenneske, født i renæssancen, og han troede alt for vildt på det handlekraftige menneske. Frihed må aldrig ses som frihed til at handle uafhængigt og ud fra én selv. Tidsånden 2020 præker at vi alle er enere. Det må tidsånden ikke. Vi er ikke ret meget i os selv. Vi bør afbryde os selv meget mere. Kierkegaard: Disputere. Wittgenstein: Sprogspil. Jeg synes Kierkegaard + Wittgenstein > Luther + Shakespeare. Men der er fire ubekendte. Så jeg vil tumle videre på min glade, mærkelige vej.

~~~

4.

Jeg læser fordi læsning ikke kan alt. Mange andre fænomener i 2020 kan alt. Monty Python (elsker dem!) kan alt. Reddit (bruger det alt for meget!) kan alt.

~~~

5.

Jeg tror vi alle, i 2020, bliver syge om hjertet, dvs. dør lidt indeni, hver gang vi opfører os som enere, selvberoende, handlekraftige, overfor hinanden. Den meget udbredte internetensomhed vi ser alle vegne i dag skyldes naturlig isolationstrang snarere end forvirring.

~~~

6.

Shakespeare skal ikke bekæmpes, aspekter ved ham skal. Jeg er ikke dum. Men jeg er ved grød ikke den største tænker/digter verden har set. 🙂

Previous articleOm dårlige digtere – En fuldkommen velment advarsel der kun har elementer af naivitet
Next articleTing, min Mor er god til; undskyld tidsånd :-)
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)