Home Non-categorized Om den væsentlige nuanceforskel på at være “lidt naiv” og at være...

Om den væsentlige nuanceforskel på at være “lidt naiv” og at være “blevet mindre naiv”

961

At sige om sig selv at nu er jeg “blevet mindre naiv” er usprog. At tro at modenhed for den, som jeg, der er født lidt naiv blandt andet indebærer at blive “mindre naiv” er en forfærdelig åndelig fejltagelse. En person der siger om sig selv at vedkommende er blevet “mindre naiv” er stivnet, på glatis, i splid med sig selv, ser kun det ukonstruktive, er dybt frustreret og ude af stand til at være rigtig glad. Det er et eksistentielt skråplan som jeg bliver nødt til at skrive om, fordi vores usle tidsånd tilskynder os hver især til at tro at modenhed indebærer at blive “mindre naiv” hvis man er født “lidt naiv”. Modenhed handler ikke om rar balance og åbenhed. Det handler snarere om at “lidt naiv” er en dæmon som der skal være plads til hvis man, som jeg, vil andre mennesker det bedste. En dæmon er noget personligt som skal forsages med de gode kræfter, ikke med den gode vilje og bestemt ikke uddrives. Der er så mange andre dæmoner i det menneskelige spektrum. Hvorfor give denne særlig opmærksomhed. Hvis du er født lidt naiv så sig tak og syng. Vær frem for alt tilfreds. Hvad ville du være for en rad hvis du var udelukkende god på denne jord, som den nu engang er? Din horisont, dit udsyn, din modtagelighed overfor at blive styrket i det indre menneske ville være små, du ville være afstumpet og krank og du ville være en af de forskruede fjollehoveder som tror at sådan en vigtig sag som politisk solidaritet og samfundssind bare er der-ud-a’ og at misundelse og tilfredshed ikke findes i mennesket. Det var dog ulækkert hvis nogen skulle hjælpe mig med at blive “mindre naiv” eller tale ned til mig fordi jeg er, hvilket jeg vitterligt er, “lidt naiv”.

Klaus Rifbjerg sagde engang om Morten Sabroe at “Han er en styrvolt, lad ham være” da folk begyndte at gå efter Morten Sabroe i en eller anden sammenhæng jeg ikke husker. At Klaus Rifbjerg var en åndelig dilettant viste sig ved at han ikke troede på det bedste i andre mennesker og således heller ikke var “lidt naiv”. Mange af os husker hvordan angreb andre intellektuelle i Danmark. Med denne klæbrige afstandtagen som hverken blev rigtig mandig eller rigtig åndelig. Jeg tror såmænd ikke Klaus Rifbjerg var “ude af balance” men jeg tror at han ikke forstod nuanceforskellen på at være “lidt naiv” og være “blevet mindre naiv”. Ordren til Morten Sabroes modstandere bundede i en projektion, det var Klaus Rifbjerg selv der opfattede sig som en styrvolt. Ak en sølle nedvurdering af sig selv. Forbudt i psykiatrien.

Previous articleOm bibliotekarer
Next articleOm magt
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)