Etik, for en tænker, er at være vanskelig på en lidenskabelig måde. Hvis man taler og skriver ud fra sin overbevisning i denne værdiforvirrede tid bliver man per automatik vist gadedøren. Der er intet romantiserende ved at hævde at vi er nogle der ikke er invaderede af værdiforvirringen.
Det er klart at den etiske tænker må rette opmærksomheden kritisk mod sådan noget som kommunikation. Det forgår ikke i en vennesamtale, psykologsamtale eller sjælesorgssamtale, men jeg har hørt forlydender om at det foregår ude i virkeligheden. Bwadr!
Der er intet etisk ved at kommunikere. Det ord er dødt for mig. ”Kan du ikke høre hvad jeg siger, Morten. Du er et kældermenneske, en udstødt, en ligegyldig.” Nej tak! Jeg fastholder at det er mere etisk (gr. ethos; moral, af lat. ”mos”, betyder vane) at være grænseoverskridende end at kommunikere og samarbejde. Ikke på grund af aber og hunde, det ville være kynisk (gr. kynos = hund) at hævde sligt, men på grund af et smil. Et smil er det mest grænseoverskridende der findes og det kan vi lære meget af. Så begynd at smile. Der er rigtig mange der vil få deres liv forandret til det bedre hvis du begynder at smile til dem. En del af dem begynder desværre at skrive en bog og det var slemt! Ja, mange kunstnere fortærer deres eget og deres omgivelsers liv fordi de ikke har fantasi.
Hos Søren Kierkegaard er smilet det der ligger i zonen mellem det etiske (og Gjentagelsen) samt det religiøse og i nogen grad derfor kan siges at forbinde dem. Så hvis du kan le, så kan man sige du har godt styr på virkeligheden. Så er ”selvkendskab” fuldstændig underordnet ligesom ”selvværd” og ”selvtillid”. Drop selvhjælpslitteraturen. Drop de hektiske bøger fra forlaget Gladiator.
Sociologerne er farlige. De er den nyeste videnskab som filosofien har kastet af sig og de hævder at ”humoren bekræfter vi hinandens fordomme”. Sikke noget vrøvl! Sikke noget unuanceret vrøvl! Hvis Aristoteles havde skrevet værket ”Om Latteren” som Umberto Eco jo legede med tanken om i sin bedste roman ville han have skrevet noget i retning af at latteren er at ”slappe af med at være vanskelig”. Et smil er afvæbnende og den korteste afstand mellem mennesker og alt det dér. Men hvor er et smil dog farligt for ”det bestående”. Det bestående består jo af alle mulige kapitalistiske arrangementer af vores liv. Det var så enkelt hvis vi bare var objekter og varer. Det er fortryllende enkelt. Men vi er og bliver lattervæsner og ikke varer.
