Jeg anser det for en af Guds virkelige vittigheder og virkelig sorte humor at Paulus ”kom med” i Det Nye Testamente og fik lov til at skrive broderparten af det. Hans syn på kærligheden var overambitiøs, umenneskelig og i direkte modstrid med Kristus ord om kærligheden som en hellig kraft der både kommer indefra og ovenfra og som vi altid kan regne med. Aller mest Roxette agtig bliver Paulus når han skriver om mennesker som ikke har kærlighed. Det har alle mennesker. Kunsten siden dengang er et slet og ret nødvendigt korrektiv til nogle af de ting Paulus lirede af.
