I forfatterverdenen er lakmusprøven på om en forfatter overhovedet må skrive: kan vedkommende lide mennesker? Det kan Lars Norén fx ikke. Det kan Paul Auster fx heller ikke. Så de kan bare skride. Lakmusprøven handler bestemt ikke om hvorvidt lortet, værket, holder, om der er talent bagved, om det rammer tidsånden eller viderefører tidsånden i en ny mere eller mindre hysterisk moderigtig retning. Hvis en forfatter ikke kan lide mennesker må kritikerne beskytte os, beskytte mennesker, læsere og publikum. Det er der masser af anmeldere der gør i deres daglige virke til U.G. med kryds og slange hvilket vi andre kan være taknemmelige for. For influencere som Fie Laursen gælder nøjagtig samme regel: Det nytter ikke en hatteblomst at man udstråler at man tror 1. på kærligheden og 2. på det gode i mennesker hvis man i bund og grund ikke kan lide mennesker.
Teksterne her på avisen forholder sig direkte til tilværelsens under, men er af ringe betydning for andre end mig selv på grund af deres fravær af form. Jeg har i lang tid arbejdet ud fra den teori at teksternes brugsværdi er begrænset til ”gode” mennesker, familiejesusser og hyggejesusser, defineret som mennesker der formår at læse deres psykiske problemer ind som en undskyldende mellemregning der skal veje op i forhold til teksternes manglende substans. ”Vi er alle sammen tossede.” ”Sikke vi tosser rundt.” ”Sikke vi laller.”
Statistikken gennem knap 7 års ukueligt, dagligt filosofisk arbejde viser mig imidlertid at end ikke mennesker med en sindslidelse kan bruge teksterne. Ikke som trøst i tilværelsens smertestunder. Ikke som sygestudie. Ikke som idébank. Ikke som grine-grine. End ikke som provokation fungerer de, hvorfor enhver tanke om skønhed synes udelukket. De fungerer imidlertid som kontrast til tekster hvor formen er stram og derfor lader jeg, i håbet om at læseren i ventetiden selv vil supplere med en stram form udefra, blot ikke alt for stram!, teksterne være som de er. God læselyst! Kh Morten, d. 16. juni 2020
