Tag dig selv alvorligt. Hvis du er inde i en god praksis og får skrevet dagligt fordi du ikke kan lade være og alt det der, så er der meget flux i dit liv, hvis jeg må udtrykke mig sådan. Det avler let kaos i det nære liv. At du er følsom, svingende og impulsiv er måske godt for din kunst men ikke altid godt for dig selv og din familie. Det skal du jo forhindre. I mit virke som forfatter og blogger har jeg i høj grad dyrket og dyrker det uhøjtidelige, fremfor det patosfyldte. Men det indebærer en ekstra fare for at tingene bliver for kaotiske. Men hvem siger af den grund at alle kunstnere er spredere, i modsætning til samlere? Vanskelige egoister, hvad enten vi nu dyrker det højtidelige eller det uhøjtidelige eller om man lægger hovedvægten på alvoren eller humoren. Jeg ved det ikke. Jeg ved meget lidt om dette emne og det gør mig særlig påpasselig. Jeg skal være særligt opmærksom. På at tage mig selv alvorligt. Som manifestation, for at gøre noget ved sagen og fordi jeg er lidt ude af vane med at tage mig selv alvorligt, vil jeg i det mindste købe en trækasse med lås som skal sendes til det Kongelige Bibliotek når jeg går bort og først må åbnes 75 år efter min død, idet jeg håber det må blive nogenlunde samtidig at jeg dør og går bort. Jeg lover jeg ikke vil gå med nøglen om halsen. Spøg til side. Den skal rumme de ting jeg mener egentlig kun er interessante for en fjern eftertid. Jeg vil holde den pinligste orden i hvad jeg lægger ned i denne kasse. Det er et højtideligt løfte jeg hermed aflægger. Det er muligt at andre vil følge mit eksempel, men det kan jeg ikke bestemme, selvom jeg håber det. Jeg har allerede set for mange voldsomt triste forfatterskæbner som i selve deres måde at leve på med kunst og på samme tid med deres nære og kære bar stærkt præg af overhovedet ikke at have en sådan kasse. Skammede eller sørgede de så meget over at sætte familien til side til fordel for deres vilde, selvbedrageriske forfatterdrømme? Hvem siger de var så vilde og selvbedrageriske når det kom til stykket. Drømte de så meget om anerkendelsen udefra at de blev blinde, magtesløse, viljeløse i forhold til kasser og liv og liv og kasser. Nuvel. Jeg vil stoppe overvejelserne om emnet her. Min højtidelige ed er aflagt og jeg må indrømme jeg nyder det en lille smule i sig selv. Det er med en vis diabolsk gnækken der lyder af bramsejl, hævntørst, skadefryd jeg synger ud til mine kolleger: Måske det ikke er så tosset alligevel at være forfatter.
