Sådan en rigtig gammel sporhund befandt sig ikke længer godt i statstjenesten; der var for mange bagateller, for meget snusen, men vildtet, som var noget værd, det virkelige storvildt, mente han, tog staten under sine vinger og beskyttede som i en zoologisk have.
Friedrich Dürrenmatt: Kriminalkommisæren; Mistanken, opr. udg. 1951, overs. v. Hagmund Hansen
Hvordan kan det være at sådan en kronisk sindslidende som jeg, med mod og alting, er så ind i aller hulens ræd for at sætte mig foran en sagsbehandler i dagens Danmark i det herrens år 2018 og bede om en førtidspension?
For at komme svaret nærmere vil jeg se på to mulige forklaringer: 1) Dagens Danmark, dvs. regeringen Lars Løkke Rasmussen 2) Socialrådgiverbiksen
1) Lars Løkke Rasmussen regeringen
I dette afsnit forråder jeg mit løfte til mig selv om i denne blog ikke at nævne virkelige personer. Ingen regel uden undtagelser, er mit enkle svar. Jeg vil her beskæftige mig med en række personer og spørge mig selv på godt dansk og efter tur om de: for mig dybest set virker filosofisk set uinteressante hvad angår karakteregenskaber. FMDSVFSUHAK.
Henrik Dahls FMDSVFSUHAK er banal ligesom al FMDSVFSUHAK. Han har svigtet de venstrefløjsidealer han hyldede som ung og gledet over i en lejr som håner ånd såvel som samfundssind og udviklingen i hans folkelige image fra at være en pæn kyniker (Hvis din nabo var en bil) til at være en hård negl er ret påfaldende FMDSVFSUHAK.
Kristian Jensens FMDSVFSUHAKhed består i overlegenhed og selvovervurdering. Hans intellektuelle spændstighed som i øvrigt er åndsforladt og ivrige egenkærlige smilen gør ham egnet til at være levebrødspolitiker i gennemsnitlige venstrefolks øjne, men de burde være mere årvågne.
Brian Mikkelsens FMDSVFSUHAK består i hans kontornussermiddelmådighed som der ingen ånd er ved. Han er en tomhjernet konservativ duks der næppe er helt moden.
Uffe Ellemann-Jensen anses for at være et selvironisk es af en politiker og sommetider som en agtværdig statsmand. Han er helt åbentlyst FMDSVFSUHAK og en fjende af såvel oplysning som ånd. Hvad han står for som person er på ingen måde noget dansk. Der er ingen Poul Reichhardt i ham. Han er en umoden dårlig kopi af sig selv. Men vi lever i Søren Kierkegaards hjemland og Uffe Ellemann-Jensen er ikke et sandhedsvidne.
Kristian Thulesen Dahl er en eksistentielt umoden svamp på danskheden som der ikke er nogen som helst perspektiver i. Hans kropssprog prikker af uerkendt skam som man kan tale med sine nærmeste om hvis man har ånden og sproget og viljen til det. Det har Kristian Thulesen Dahl ikke. Hvem ville drikke en øl med Kristian Thulesen Dahl.
Simon Emil Ammitzbøll kalder med sin Dickensagtige gebærden på en lattervækkende medlidenhed, men pas på, den mand er ligeså uegnet til at passe på os som dagen er lang. Også han er FMDSVFSUHAK.
Lars Løkke Rasmussen burde som statsminister udstråle ansvar. Han burde adressere ansvarsbegrebet filosofisk og alfaderligt i de ting han siger, gør og beslutter. Men som Mogens Lykketoft rigtigt har sagt er han faktisk mere FMDSVFSUHAK end det modsatte. Ligesom en sømand lider langt mere ondt end godt må danskerne i dag acceptere at nogen af os har valgt en mand som ikke har et etisk overblik over sin situation. Han har helt åbenlyst alt alt for få livserfaringer til at bestride nogen som helst politiske poster. Han kan ikke repræsentere os.
Venstrefløjen har jeg en masse godt at sige om, men den kan altså ikke bruges som en åndelig eller oplysningsmæssig forankring. Den handler om praktisk solidaritet. Desværre har dens ridt i stik modsatte retning betydet at dens bud på hvad åndelighed, oplysning, dannelse og kultur er mildest talt er flovt. Men det behøver den heller ikke. Men den måtte gerne være langt mindre selvhøjtidelig. Selvfølgelig er selvhøjtidelighed også FMDSVFSUHAK.
Så til jer unge: lad være med at dyrke politik. Kæmp i stedet. Kæmp for sårbarhed. Kæmp mod præstationskulturen og udskamningskulturen. Og husk at have det sjov i de små øjeblikke af virkelig lykke der er jer beskårede.
2) Socialrådgiverbiksen
Det er vel ikke en løbsk tanke som er helt ude i skoven at antage at socialrådgivere er interessante kriminologisk på en tilsvarende måde som vores kære netop nævnte regering. Ikke på en simpel måde, men på en interessant hobby-kriminolog-agtig måde. Den helt simple og absolut forenklede måde er at afvise dem, socialrådgivere som velsoignerede medløbere i venligt uldent tøj. Men teknikken kunne også være at spørge hvorfor hulen dog ikke de selvsamme socialrådgivere har et nogenlunde lignende uldent og velsoigneret og venligt behov for at erklære sig, ligesom vi, ligesom relativt højrøvede, men det spiller ingen rolle i denne sammenhæng, mig. Det var og er kutyme at gøre når man mødes i mørke. Og lad mig med det samme fastslå at der for klientens, mit, for at tage mig som eksempel, bestemt er tale om mørke i betydningen en til desperation grænsende uafklarethed: hvem er den sardin? Socialrådgivere kender selvfølgelig til denne mistænksomhed og De, min ærede tilhører, kan selv digte videre ad den tangent, men det rører ikke ved mit enkle spørgsmål her som er hvorfor ingen tilsyneladende, tilsyneladende og måske netop kun tilsyneladende har fundet på at stille som et minimumskrav til socialrådgiveren at de før “udredningen” erklærer sig i forhold til følgende spørgsmål:
* Går socrådg. ind for regeringen?
* Uddyb venligst.
* Går sovrådg. ind for borgerløn?
* Uddyb venligst.
* Hvad er arbejde?
* Uddyb venligst.
Det er tre enkle spørgsmål som jeg måske overvejer at sende til min socialrådgiver og opfordrer dig til måske at gøre det samme. Jeg vil udvise fuld diskretion. Jeg vil ikke aflægge rapport. Det er umoralsk at fare med halve sandheder.
